Syng, syng i Dalene
flyvende Storm, Du Kæmpers Ven,
syng, syng i Salene;
skinnende Høstløv fare.
Stolt under Egene
prunker en sidste Skare end,
trofast i Legene,
trofast i Storm og Fare.
Fast, fast mod Kofterne
banker hvert Bryst, af Stormen spændt,
Knoer mod Hofterne;
trodsige Blikke fare.
End fra Altanerne,
der, hvor Vildvinen Blus har tændt,
ler mod Kumpanerne
Kvindernes unge Skare.
Snart, snart paa Banerne
møder jeg Dig, hvad ingen véd.
Stærkt som Orkanerne
Hjærternes Bølger fare.
Gaar Du i truende
kuldeblaa Skyer, rød og hed,
Ord har jeg, luende,
længe fik jeg dem spare.
Sol, Sol i Lundene
tænd nu til Dansen Høstens Baal.
Mørkt blaaner Sundene,
tordnende Vover fare.
Vaaren, den susende,
har ingen Viser for vort Maal.
Livet er brusende
Stormsang, og Stormdans bare.