Kalliope
→
Poets
→
Henrik Hertz
→
First lines
Henrik Hertz
(1797–1870)
Works
Poem titles
First lines
References
Biography
Søg
A
Af denne gyldne Viin et Glas jeg skjænker
Af Tidernes uendelige Række
Aftenen er saa klar og smuk
Ak, I lyse Sommerdage!
Alt er stille, Maanen kaster
B
Blandt hine Genier, der følge blidt
Blandt Tidens Spørgsmaal er der eet
Brug det Talent, dig Gud har givet!
D
Dagen med slappe Vinger synker saa heed, saa mat
Den dagmilder over Jorden haard
Den friske, den kjølige Foraarsvind
Den Kunst, at døe, naar Død og Doctor kalde
Den næste Aften traf jeg min Veninde
Den skjønne Fornarina
Den svæver gjennem Rummet
Den vilde Ravn er fløiet bort
Dengang den gamle Sanger laae
Dengang hun laae og leed, af Ømhed pleiet
Denne Vifte her har lært
Der drog et Bud igjennem Landet
Der er et gammelt Sagn, der melder om
Der er i Alt en rastløs Stræben
Der er Taarer, Ingen kan beskrive
Der gaaer en Aand i Stilhed ved vor Side
Der høres et Bulder, der lyder et Raab
Der klinger et Kampraab
Der kommer i Vaaren en Sværm til Nord
Der leved’ i en By engang
Der ligger noget høist behageligt
Der var en lang Tid stille
Der var saa faurt under Lindens Løv
Det buldrer under mig
Det er nu anden Gang, at denne Bog
Det er tungt, at de, vi elske, kunne
Det klappred’ over det nærmeste Tag
Det knager i Kjæmpernes
Det suser helligt i den Lund
Det var en deilig Sommeraften
Det varme Hjerte har hørt op at banke
Dette Vand, vi glide paa
Din Hird har samlet sig, o Drot!
Din Magt, o Kjærlighed, er stærk
Dit unge Hjerte i mit eget banker
Dorothea! Dorothea!
Du grunder taus som om en Gaade
Du har vel ei, min hjerte Svoger, ganske
Du kaster i Mismod bort din Pen
Du sidder taus, min Frue, og støtter Haand til Kind
E
Eensom er et Hjertes Lykke
Ei blot det Sted, hvor først vi Lyset saae
Ei omsonst blev sjeldne Kræfter
Ei ved din aabne Grav, vor Ven!
Elskte Ven! med os forbunden
En deilig, ung Ridder i Lunden mon gaae
En halv Snees Aar er snart forløben
En Shakspeares Feil ei Eders Feil formilder
En Ven af Dem, en Mand, der er mig kjær
Endskjøndt Du sikkert undres over
Engene dufted’, beskylled’ af Voven
Et Rokkebrev er intet Brev
F
Farvel! — Hvis nogensinde Bønner høres
For at leve maa jeg skrive
For circa fjorten Dage siden
For mig laae i fjerntbegrændset Sphære
Forgjæves vi søge
Fra den Tid de høie Varmekilder
Fra et usynligt Skjønheds-Rige
Fra Thronens Nærhed og fra fjernest By
Fædreneland! i fjerne, skjønne Lande
Først man øined’ en rummelig Havn
G
Genius, der hæves let af Vinger
God Morgen, kjæreste Veninde!
Graven lukker sig. Den hvælves over
Guds Engle svæved’ til Korset ned
H
Haler med Aarerne mægtigt ud!
Han sad hver Dag paa den samme Plet
Har Fanden Lyst at chikanere
Heidrek, drag ikke bort saa brat!
Helligt være for vor Sjæl
Hen over Havet skal
Her, hvor om Vinteren Muserne bygge
Her I samles Alle, faure Piger!
Herligt er Digterens Kald. Han er en Midler imellem
Herr Eskil thut die Runenmacht beschwören
Hil dig, Biartmar
Hil sidde I Kræmmere, store og smaa!
Hist, hvor Øiet Veien slipper
Holmgangs-Valen, Hvor Helten er høisat
Hop, min Fole!
Hos alle Dødelige
Hun sad saa eensom i sin Stue
Hun stod i Gylfes Haller
Hvad der bevæger mig til at forlade
Hvad I har lært idag af Eder doceres imorgen
Hver Dag, naar Solen vakte
Hvert andet Øieblik en Engel kikker
Hvi blomstrer end saa seent paa Aaret
Hvis jeg, der er dig ubekjendt, tør vente
Hvor Havet er dunkelt! Kun de skumhvide Toppe
Hvor længe skal jeg vente?
Hvorledes jeg, der har studeert
Hvælvede Loft, der er bygget af Blade
Høit over Bifrost
Høsten er nu forbi. Med denne
I
I Achelos sidder sorgfri
I denne barske Tid, da Sneefog dandse
I denne Tid, du kjære Gud!
I denne Tid jeg stemmer
I en bevæget Tid, der heftigt virker
I mindes, elskte Venner! jeg er glædet
I Skjønhed formed’ her sig hendes Liv
I Skoven vil jeg ikke gaae
I Smaabørn kjære, der sørgende staae
I, som alt med høi og umild Susen
I Syracusa stod
Iaften har vi det luunt og godt
Iblandt de rige Gaver, en vældædig
Idet vi samles sidste Gang
Ikke sandt? at denne Mand
Imellem Kattegat og Østresalt
Imens den iisgraa Trækfugl, Frosten, bygger
Imens jeg griber i Strengene let
Imens omhyggelig Helbreds Gud
J
Jeg gik mig i den dunkle Skov
Jeg gik mig ud en Sommerdag at høre
Jeg hører tidt af en og anden Ven
Jeg kjæmper som Laokoon med Slangen
Jeg lystrer Dem som min Cavalleer
Jeg mærker det ved høilys Dag
Jeg seer dig, jeg kjender dig
Jeg stod en Søndag Morgen
Jeg vented’ igaar, jeg gik ei ud
Jeg vilde netop, kjære Svoger, lukke
Jubler, Verdner! høie Himle!
K
Kirken er et gammelt Huus og Fanden er en Skalk
Klokker! I, der snart saa trist
Kong Yngve hedder han, Sverrigs Drot
L
Lad mig gaae! Jeg drikker ikke meer!
Lejlighedsdigtet, det stjæler min Tid og matter min Aand ud
Lidt træt, lidt mat, en Smule grebet an
Liggende, drikkende hviilte jeg glad
Lille Blad, jeg skriver dette paa
Luften er blaa
Lyksaligt Nytaar! Held og Fred for Hver!
Læg dig kun ned og sov kun trygt!
Læg i Dit Brev et venligt Blik
M
Madam! Anledningen til denne
Man har fortalt os, at paa Jorden pranger
Martsviol! du sover, reis dig!
Med disse Vers, der slagre
Med hjelmbedækket Hoved
Med min Cither ved min Arm
Med svag, men gunstig Vind, for fulde Seil
Med Toner og med Ord jeg hilser Dig!
Mens Dagens Høitid samler her
Mens endnu vi staae paa Grændsen
Mens et halvt Aarhundred endes
Middagens Hede nu hersker i Skoven
Min Elskede, god Morgen!
Min Elskede sidder med tankefuldt Blik
Min Eyolf lille!
Min Hjertenskjær igaar jeg saae
Min Husbond! min Herre! lyt til mit Ord!
Min Lyra! det er vel paa Tid
Min nysudsprungne Rose
Min Philippa! yndige Veninde!
Min søde Laura! denne Bog
Min Ven! til Dine Hænder
Min yndige, min unge Hustru, tag
Mine høie Patroner! .... Høistærede Venner!
Mir ist mein sehnend Herz so schwer
Misund mig ei mit hvide Haar
Morgentaagen stiger, fugtig og raa
N
Natten er kjølig og Vindene feie
Nei, af Eder ingen Gunst forlanger
Nær ved Arnoflodens Vande
Nærmer jer Teltet — han sover derinde
Naar af det travle Liv forladt
Naar det glædesvangre Bryst
Naar endt omsider er Sommerens Tid
Naar jeg om Morgenen med frisk Forhaabning
Naar Mænd som vi er til Collas
Naar Søvinden lufter sommerlig og varm
Naar Vaaren atter paa Mark og Eng
O
O gid den Stund, der os forbandt
O Venner! I, hvis tætte Rad
Ofte man hører
Om Aftenen, o Rom, er’ dine Gader
Over Høien, der staaer
P
Pater Joseph! laan mig Øre!
Paa Torvet, hvor Fontainen
R
Reis dig iveiret
Religion og Poesie
Rullende henad de støvede Veie
Rundt! rundt! Stuen løber rundt!
S
Salig og fordybet hviler
See, hvor hurtigt Skyer trække
Slaget var endt. Paa den aabne Mark
Slaaer paa Skjoldene!
Solen gaaer mod Havet ned
Som en fiin og sneehvid Due
Som en Memnons-Søile, eensom levnet
Som en Pusling svøbt og vugget
Som Skildvagt staaer jeg paa min Post
Søvnløs har jeg ligget hele Natten
Saa langt over Sletten lyder der et Døn
Saa svigtede mig ei det Haab, der søgte
T
Til dig, o Gud! vor Tanke gaaer
Til Hvilestedet bæres hen
Til Øieblikkets Liv vort Liv er hundet
Tilhest, tilfods, i Skov, i Krat
U
Und es war schon längst beschlossen
Unge Hyrde, skjøn er din Røst
Unge Piger! Glæden venter!
V
Ved denne sidste Vilje sætter
Ved en lille sølvklar Aa
Ved Gangesflodens Bredder
Ved Trommernes Hvirvel, ved Hornenes Klang
Ved Aarets Ende træder atter frem
Vel elsker jeg høit, o Danmark! din Kyst
Vel har vi til en munter Fest
Vel stedes vi med Føie her til Gilde
Vi hilse Dig, der atter Danmark gjæster
Vi hilse dig, o Aftenblaa
Vi sad paa Skrænten saa blødt i Græs
Vi sidde sammen som vi kan bedst
Vi Sødskende smaa
Vinden vifter, Løvet skjælver
Vort Dagværk er til Ende
Å
Aa Herre Gud, hvad man har sin Plage!
Aarets Tider! I, der drage hen