Hervar.
Unge Hyrde, skjøn er din Røst,
Og gribende din Sang.
Med tankefuldt Aasyn
Sidder du paa Skrænten
Og stirrer ind i
Den synkende Sol.
Ung og sorgløs
Blander du med Vinden
Din sorgfulde Sang
Om Arngrims-Ætten.
Hyrden.
Hvo er du, Fremmede?
I den røde Kappe,
Med lyse Lokker
Under den skinnende Hjelm,
Staaer du paa Marken,
Støttet til dit Sværd.
Fagert er dit Aasyn,
Mild er din Mund,
Men skarpt dit Øie.
— Svar mig, hvo er du?
Hervar.
Lødver er mit Navn.
En Ask, bemandet
Med Vikinger frækne,
Ligger ved Bugten.
Jeg er dens Fører.
I eet Aar har jeg
Ligget paa Øster-
Og Nordsøes Strømme,
Øvende mangen herlig Bedrift.
Ønsker du Fred
For dig og dit Hjemsted,
Saa reis dig, Hyrde,
Og viis mig den Vei,
Der er mig tjenlig at følge.
Hyrden.
Hvad er da Maalet
For din Vandring, Lødver?
Hervar.
Høien, du sang om,
Høien, der hvælves
Over Arngrims-Ætten.
Hyrden.
Daarlig er din Id.
Faa vilde vandre
Ved klaren Dagslys
Til Høien, der hvælves
Over Arngrims-Ætten;
Ingen om Natten.
Denne Øes Vætter
Have slaaet en Ring
Om de Slagnes Steenhøi.
Med flagrende Luer
Den brænder om Natten.
De Mægtiges Gjenfærd
Reise sig af Graven,
Rædsomt at see til.
Hervar.
Spar kun din Tale.
Stat op og følg mig!
Hyrden.
Jeg vover det ikke.
Hervar.
Mindre du vover
At trodse min Vrede.
Hyrden.
I dit Sværd er Magten,
Og dit Øie truer.
Saa kom, og lad os vandre!
Hervar.
— Har du Hustru og Børn?
Hyrden.
Ung blev jeg gift.
Min Viv har alt mig
Skjænket to Smaabørn.
Hervar.
Hvi skjælver du, Hyrde,
Mens du vandrer ved min Side?
Hyrden.
Her er ondt at færdes
Efter Solens Nedgang.
Hervar.
Sommernatten er lys.
Odin har lukket
Kun halvt sit Øie.
— Hvi standser du med Eet
Hvi stirrer du saa bleg?
Lang er den Vei,
Vi har vandret sammen.
Over Bakker og Moser,
Gjennem Lyngens Marker
Har du ført mig, Hyrde.
Er’ vi snart ved Maalet?
Hyrden.
Vend, o Lødver,
Mod Vesten dit Øie!
Næsset ligger dér!
Hervar.
Jeg seer det, jeg skimter
I den natlige Skumring
Nær ved hinanden
De Faldnes Høie.
Hyrden.
Blandt dem er den største
Arngrims-Ættens.
— Hører du, det dundrer
Og drøner i Jorden?
Seer du, hvor det lysner,
Som Ild over Næsset?
Overalt, hvor man træder,
Bryder der Luer
Som piblende Kilder
Frem af Jorden.
Skynd dig, lad os flygte!
Hervar.
Feige Ungersvend!
Hvi lyver dit Aasyns
Blomstrende Ungdom?
Du ryster som en Gubbe!
Hyrden.
Slip mig, lad mig gaae!
Mig venter min Viv
Og mine tvende Smaabørn.
Hervar.
Nei, tøv og siig mig,
Siig mig det, Hyrde!
Hvo er’ de Trende,
Der i Lusten fare,
Siddende paa store,
Bevingede Heste?
Deres Kapper flagre
Som Skyer for Vinden —
Herlige Syn!
Hyrden.
Det ængster mig, Lødver!
Hervar.
I Tusmørket lyser
En selsom Glands fra
De mægtige Skikkelser.
Svar mig, Hyrde,
Hvo er de Trende,
Der i Luften fare?
I store Kredse
Ride de rundt
Om det luende Næs.
Hyrden.
Jeg kjender dem ikke.
Lad mig drage i Fred!
Jeg vil hjem til min Hytte.
Hervar.
Saa flye da og skjul dig
I Askens Dynger!
Træk over Hovedet
Angstens Hætte!
Vogt dig, at ikke
Disse Steders hellige
Vætter dig træffe!