Henrik Hertz (1797–1870)

Hertz, Henrik, 1798—1870, Digter. Hans Forældre vare Philip H., først Kjøbmand, senere Bagermester i Kjøbenhavn, og Beline f. Salomonsen; Faderen døde, da Sønnen kun var 1½ Aar gammel, og Moderen overtog med stor Dygtighed og tilsvarende Fremgang Driften af Bageriet. «Efter de Oplysninger, jeg har kunnet indhente», hedder det i et egenhændigt biografisk Udkast af H., blev han født 25. Avg. 1798 i Kjøbenhavn. Allerede i sit 4. Aar faldt han i en farlig og langvarig Sygdom, der truede med at gjøre en hurtig Ende paa hans Liv og til sidst opløste sig i to Forhærdelser, en paa hver Side af Halsen. En Operation ansaas for nødvendig, men tillige for livsfarlig. Omsider besluttede en af de behandlende Læger – om det var Winsløw eller Stebuss, erindrer H. ikke med Sikkerhed – sig til at bruge Kniven; men i den visse Forventning, at Patienten faa Øjeblikke efter vilde opgive Aanden, tog han strax efter Operationen Hat og Stok og gik sin Vej uden engang at anordne den videre Behandlingsmaade. Operationen lykkedes imidlertid, H. kom sig, men vedblev i sine tidligere Aar som Følge af Sygdommen at være et skrøbeligt Væsen, paa hvis Nerver en Mængde Ting, Børn ellers ikke agte paa, gjorde et smerteligt Indtryk; han kunde saaledes ikke taale at se sin Moder vinde Garn og græd, naar hun sang, eller naar Lirekassen spillede uden for Gadedøren om Aftenen.

Det gode og lykkelige Barndomshjems Velstand gik til Grunde i Bombardementet 1807. Moderens Bagergaard, der vendte ud mod Klosterstræde, Graabrødrestræde og Ulfeldts Plads, nedbrændte, og kun lidet af Indboet reddedes; samme Skæbne ramte en Bagergaard i Skindergade, som den ældste af Sønnerne havde kjøbt Aaret i Forvejen. Han var nær ved at gaa fra Vid og Sans af Fortvivlelse over sit Tab og døde Aaret efter. Moderen bar sin Hjemsøgelse med større Fatning trods de fortrykte Kaar, hun maatte leve under i Resten af sit Liv. Den næstældste af Sønnerne, Salomon Sylvester H. (f. 1792), senere bekjendt som Udgiver af «Vejle Amtsavis» og udrustet med nogen digterisk Begavelse, fuldendte sine Artiumsstudier 1809. Han forberedte sin yngste Broder til Optagelse i Metropolitanskolen og vejledede ham samtidig med Hensyn til Valget af den Underholdningslekture, som H.s stadig voxende Læselyst eller snarere Læsegraadighed fordrede for at mættes, saa at han, foruden en Utallighed af Romaner, gjorde Bekjendtskab med største Delen af de bedste danske og tyske Digterværker. 13 Aar gammel kom H. i Latinskolen og mindedes senere med Taknemmelighed den Undervisning, han nød der af duelige og humane Lærere, mest dog den Omhu, hvormed det danske Sprog, ved forskjellige af Rektor foranstaltede Øvelser, blev dyrket allerede fra de nederste Klasser. Da H.s Moder døde 1814, var det tvivlsomt, om den forældreløse Dreng vilde have kunnet fortsætte Studeringerne, hvis ikke saa mange Begavelsers redebonne Hjælper i de Dage, daværende Grosserer, senere Redaktør af «Berlingske Tidende», M. L. Nathanson, havde taget sig af ham og tilsagt ham sin Støtte. I hans velhavende og højtdannede Hus blev H. en daglig Gjæst og traf der mange af Tidens fremragende Mænd. 1817 blev han Student og tog Aaret derpaa den filosofiske Examen. Uden Lyst og uden Følelsen af et indre Kald dertil valgte H. Jurisprudensen til Studium, men det gik kun smaat og trangt med Arbejdet; historisk og æsthetisk Læsning samt poetiske Sysler gjorde store Lakuner i det, og en Omvexling i hans Velgjørers Formuesomstændigheder tvang ham til at anvende megen Tid paa Informationer. Da H. 1825 omsider tog den juridiske Embedsexamen, havde han dog Aaret forinden vundet Universitetets Guldmedaille for et juridisk Prisspørgsmaal, som Kolderup-Rosenvinges Forelæsninger over den gamle Lovhistorie havde givet ham Interesse for: en Udvikling af Læren om Infamier efter vore egne ældre og nugjældende samt de romerske Love; Opgaven forekom ham især interessant ved den Maade, hvorpaa Begreberne om Ære og Vanære historisk havde udviklet sig hos os fra de ældste Tider, og det var ogsaa navnlig de fra vore gamle Love hentede Betragtninger, der skaffede H. den hædrende Medaille. Kort efter Examen vandt han en ny for Besvarelsen af den æsthetiske Prisopgave, der fordrede en historisk og filosofisk Paavisning af, hvorledes Nationerne have virket paa deres Digtere og disse igjen paa deres Nationer – et Spørgsmaal, hvis Vidtløftighed hans temmelig udbredte Læsning hjalp ham til at faa Bugt med.

«Saa vidt jeg erindrer», siger H. i det ovfr. nævnte selvbiografiske Manuskript, «ansaa jeg det fra mit 11. Aar eller saa for en afgjort Sag, at jeg kunde skrive Vers, naar jeg blot vilde. Da min Broder derfor en Gang gav mig en Opgave i Dansk, besvarede jeg den i en lille Komedie med indflettede Sange, om hvilke sidste min Broder paastod, at de maatte være skrevne ud af en Bog, hvilket dog ikke var sket mig bevidst.» I Skolen blev han inddragen i en poetisk Polemik, som var rettet mod en nylig indkommen Discipel – den senere Dr. phil. Thortsen –, hvis gode Hoved og store Flid truede med at vanskeliggjøre Kampen for Duxepladsen; H. skrev flere «i skarp Skolelud dyppede Stridsbreve», der aftvang Thortsen en saadan Respekt for Modstanderens Digtergaver, at han nogen Tid efter foreslog ham at træde ind som 4. Mand i et poetisk Societet, som han havde oprettet sammen med 2 Disciple fra Klassen ovenover. I ugentlige Møder læste og kritiserede man hinandens Poesier, deklamerede udenad lærte Digte og oplæste dramatiske Scener. H.s Lyrik fra denne tidlige Tid var stærkest paavirket af Ingemann; senere indtoge Oehlenschläger og Grundtvig Forrangen i hans Yndest, ogsaa Schack-Staffeldt saa han op til med Beundring, og et ubeskriveligt Indtryk modtog han fra Shakspeare, da han første Gang læste ham i Foersoms Oversættelse. Han betragtede det imidlertid som en Lykke for sig, at den komiske Poesi just paa denne Tid begyndte at blande sin Stemme ind i Samklangen, og Heibergs «Julespøg og Nytaarsløjer» blev ham en i flere Henseender befriende Læsning. Som alle de unge var han en begejstret Tilhænger af Oehlenschläger og blev personlig bekjendt med adskillige af hans Partis Ordførere; men i andre Kredse traf han sammen med Baggesen og hørte ham oplæse flere af sine Stridsskrifter.

I den unge æsthetiserende Klub drejede Diskussionen sig ofte om Muligheden af at faa et dansk Lystspil med Levedygtighed bragt til Veje. H., hvis digteriske Produktion hidtil udelukkende havde været lyrisk og haft en afgjort tungsindig Karakter, var vel nu og da falden paa den Tanke at skrive et Skuespil, men det var da altid Tragedien, der foresvævede ham som det eneste rette og mulige. Under Paavirkning af Lystspildebatterne gjorde han sig lidt efter lidt fortrolig med Tanken om en komisk Skuespildigtning og lagde Planen til en Komedie, der skulde skildre de grasserende Privattheatres Udskejelser. Det var hans Agt at udføre den med de Holbergske Masker og i Holbergs Sprog; denne mislige Idé opgav han dog snart, men da Stykket – «Hr. Burchard og hans Familie», Lystspil i 5 Akter – længere hen (i den første Halvdel af 1826) blev skrevet, beholdt det dog i Dialog og i Skildringen af et Par af Hovedpersonerne stærke Spor af den oprindelige Hensigt. Imidlertid havde Heibergs Vaudeville brudt Isen, der forstenende laa om den danske Skueplads, og for en frisk Brise kunde en national Lystspildigtning styre i Havn. H. indleverede – anonymt, ligesom de nærmest følgende Arbejder – sit Stykke til Theatret, det blev antaget og opførtes 1. Gang 14. Marts 1827, i alt 6 Gange. Hans næste Lystspil, «Flyttedagen» (1828), ligeledes i 5 Akter og ligeledes en lokalkomisk Satire, viser en voxende teknisk Færdighed og en Stræben bort fra den direkte Holbergske Paavirkning, om det end er mere gammeldags i Form og Sprog end den Tid, det vil skildre. Det tredje Femakts-Lystspil, «Emma», med dets Analyse af en interessant Personlighed og en ejendommelig Situation ansaa H. derimod saa vel i de Forhold, det støtter sig paa, som i Karakter og Dialog for «en Datter af vor egen Tid» og stillede det i Henseende til disse Egenskaber som jævnbyrdigt med sine bedste Arbejder. Men endnu inden han havde fuldendt dette Lystspil – opført først 1834 og kun 4 Gange –, var Casimir Delavignes «L’École des vieillards» falden H. i Hænderne og havde forbavset ham ikke mindre ved sin fortræffelige Karaktertegning end ved sin ypperlige Dialog, den fine Tankegang og de lette, elegante Vers, hvorigjennem den slyngede sig. Et Par af Molières versificerede Komedier forstærkede yderligere den Impuls, han havde modtaget til at skrive et dansk Lystspil paa rimede Vers; Stoffet voldte det ham ikke Besvær at finde, det ordnede sig saa at sige af sig selv, men Vanskeligheden laa i at finde en passende Versform. Alexandrineren forekom ham at hindre en naturlig og tvangfri Udvikling af Dialogen og krævede desuden stor Kunst i Fremsigelsen; han valgte da den femfodede Jambe, dog saaledes, «at Rimene ikke efter en fast Lov fulgte efter hverandre, men dannede metriske Perioder, hvis Længde og Korthed og karakteristiske Egenskaber kunde afpasses efter Indholdet». H. tilskriver Valget af dette Versemaal for en meget væsentlig Del den Lykke, som «Amors Genistreger» gjorde strax ved sin første Opførelse 31. Marts 1830, og som vedvarende har fulgt dette vor Litteraturs klassiske Værk gjennem dets langt over 100 Fremstillinger paa Scenen; men han tilstaar ogsaa, at Udarbejdelsen har voldt ham de største Bryderier, i det han gjør Wielands Ord til sine: «Ich habe oft drittehalb Tage über eine einzige Strophe zugebracht, wo im Grunde die ganze Sache auf einem einzigen Worte, das ich brauchte und nicht finden konnte, beruhte». 2 følgende Lystspil i et lignende Metrum ere det langtfra efter Fortjeneste paaskjønnede «En Dag paa Øen Als», der 1832 kun naaede 5 Opførelser, og den med des større Bifald optagne gratiøse Spøg «Den eneste Fejl» (1835).

Havde H. ikke prøvet og skærpet sine metriske Evner paa en Opgave som «Amors Genistreger», vilde «Gjengangerbrevene» aldrig være blevne til. De faldt mod Slutningen af 1830 ned blandt Litteraturens stridende Hære som en exploderende Bombe. Kampen mellem Oehlenschlägers Tilhængere og Heiberg var naaet til sin højeste Spænding, da sidstnævnte aldeles uventet modtog den værdifulde Undsætning, som ikke syntes at kunne komme fra nogen anden end Baggesen selv, ham, der jo havde indsat Heiberg til sin Kritiks Arvetager og paalagt ham at «sangdømme» det litterære Mellemværende mellem Oehlenschläger og Baggesen. Der findes vel næppe i Verdenslitteraturen nogen Pastiche saa fint og stilfuldt efterlignende, i den Grad Aand af Forbilledets Aand og Form af dets Form som disse «Knud Sjællandsfars» «Gjengangerbreve eller poetiske Epistler fra Paradis», 6 i Tallet, af hvilke de 3 ere henvendte til Heiberg, de 2 til Hauch og det sidste og mesterligste, i Følelse og Vid maaske mest ægte Baggesenske (hvis her ellers kan være Tale om nogen Gradsforskjel) til det danske Folk. Pseudo-Baggesen stiller sig selvfølgelig i det hele og store paa Heibergs Side; et Par milde Bebrejdelser for Overgreb i Stridens Hede rettes imod ham, men for øvrigt billiger Rimbrevskriveren fuldt hans Kamp for den gode Smag imod Litteraturens Barbaresker, stiller sig ved hans Side og rækker ham de skarpeste Vaaben til Overvindelse af det poetiske Anarki, i hvilket det stoflige har taget Magten og brutalt traadt Formens Ret under Fødder, skjønt al god og varig Kunst bestaar i disse to Faktorers fuldkomne Harmoni. Man gjør sig ikke let nogen overdreven Forestilling om det Røre, de poetiske Epistler vakte, ikke mindst ved den uigjennemtrængelige Anonymitet, som deres virkelige Forfatter forstod at hylle sig i, saa at det alle Vegne, hvor man vilde trænge ind i den litterære Hemmelighed, ene og alene var Baggesens Janusansigt, man mødte. Heiberg hyldede sin Kampfælle med Digtet «Til Knud Sjællandsfar i Paradis», som atter fremkaldte 4 nye poetiske Epistler, offentliggjorte i «Anonym Nytaarsgave for 1832» af «Forfatteren af «Gjengangerbrevene», Forfatteren af «Amors Genistreger» og flere»; dens betydeligste Stykke, næst efter Epistlerne, er det didaktiske Digt «Naturen og Kunsten»; Indledningen, «Mødet i Dyrehaven», var af P. V. Jacobsen, der fra Skoletiden havde hørt til H.s kjæreste Venner og nu var en af de faa, som vare indviede i hans Forfatterskabs Mysterium.

Nogle Maaneder efter Nytaarsgavens Fremkomst brød H. imidlertid Hemmeligheden, mest af praktiske Grunde, særlig formedelst Vanskeligheden ved en gjennem flere Aar fortsat anonym Forhandling med Theatret angaaende de til Opførelse antagne Stykker. Navngivelsen vakte stor Sensation, ikke mindst derved, at saa mange Arbejder af saa højst forskjellig Natur viste sig at have deres Udspring fra en og samme Forfatter; under 3 forskjellige Firmaer vare saaledes 6 af hans dramatiske Arbejder blevne opførte, nemlig foruden de tidligere nævnte tillige Vaudevillerne «Kjærlighed og Politi» og «Arvingerne», og H. havde altsaa – som han siger – «3 Gange fristet den Fare at bedømmes som en ganske ubekjendt Forfatter». Endnu 1. April 1832, da Mad. Nielsen ved Rosenkildes Aftenunderholdning fremsagde det pompøse Deklamationsnummer «Slaget paa Reden», betegnedes dette paa Plakaten som «et nyt Digt af Forfatteren til Gjengangerbrevene», men da 26. i samme Maaned «Emma» opførtes 2. Gang, var der efter Titelen tilføjet: «af Candidatus juris Henrik Hertz». – Samme Aar lod H. sig døbe.

H. havde sparet sig sin Berømmelse sammen som et hemmeligt Fond; da det nu paa én Gang blev vitterligt, hvor rigt hans Skatkammer var, stod han med ét Slag som en af Litteraturens Stormænd. Det laa dog fjærnt fra hans beskedne Natur at gjøre sig til af denne sin Stilling; lille og uanselig, som han var af Skikkelse, var han ogsaa tilbageholdende af Væsen, og for et udstrakt selskabeligt Samkvem begyndte allerede nu hans Tunghørighed at lægge Hindringer i Vejen; den stod sandsynligvis i Forbindelse med hans Sygelighed i Barndomstiden, og med Aarene gik den over til fuldstændig Døvhed, saa at H. i en lang Aarrække kun ved Hjælp af en Skrivetavle kunde sætte sig i Rapport til sine Omgivelser. Med den Heibergske Kreds knyttedes tidlig en varig Omgang; de beslægtede Aander fandt hurtig hinanden, Heiberg og H. stode paa det samme Smagsstade, og Fru Heiberg virkede inspirerende paa ham som Digter. Om deres Sommerliv i Hirschholm samme Aar, som Bekjendtskabet stiftedes, fortælle Fru Heibergs Erindringer og H.s af Fruens Bellmanssang baarne skjønne Digte fra Hirschholm, der meddeltes i «Foraarets Nytaarsgave for 1833» sammen med Novellen «Den paatrængende», 2. Sang af Læredigtet «Naturen og Kunsten» samt adskillige mindre Poesier. Efter Udgivelsen af denne Bog tiltraadte H. med offentlig Understøttelse en Udenlandsrejse over Berlin og Dresden gjennem Tyrol til Wien, der fra gjennem Steiermark og Krain over Triest til Venedig, Padua og Florents. I Rom traf han H. C. Andersen – den «hellig Andersen», som han havde harcelleret i «Gjengangerbrevene»; de omgikkes venskabelig og fulgtes ad til Neapel. Hjemrejsen tiltraadtes det følgende Foraar over Genua, Mailand, Søerne, Simplon, Genf, Lyon og Paris; ved Efteraarstide 1834 var H. paa ny i Kjøbenhavn. Mange Aar senere meddelte han i sine «Ugentlige Blade» Skitser fra denne Udenlandsrejse, men Digtet «Rejsen paa Apenninerne», skrevet til en Bellmansk Melodi, er en friskere Stemning fra selve Rejsetiden.

Efter Hjemkomsten begyndte H. paa ny, som i sin førdramatiske Periode, at «stemme de gyldne Strænge lyrisk, at synge og at glemme, han en Gang var satyrisk». Adskillige af hans fineste og lødigste Poesier stamme fra de nærmest følgende Aar: Prologen «Kjærligheds Veje» i Nytaarsgaven af samme Navn (1836), «13 til Bords» og «Fjerboldspillet» i samme Samling; spredte i Holsts «Nytaarsgaver fra danske Digtere», i «Flyvende Posts Supplementsblade», «Portefeuillen» o. a. St. Digte som «Silkeormen», «Gubben og Ynglingen», «Ensomt Liv», «Skriftemaalet», «Digterlod», «Filologen til sin elskede», «En Digter og hans elskede», «Resignation», «Ved Nattetid», de «gamle Melodier»: «Jeg gik mig ud en Sommerdag» og «En dejlig, ung Ridder»; de humoristiske Stykker: «Bryggerens Jeremiade», «Rødhætten», «Paa Volden store Bededag» o. fl.; de skjæmtefulde Epistler i Baggesensk Stil, saasom «Den glemte Paraply», «Beriderne paa Nørrebro», «Stambogsepistel» («Som en fin og snehvid Due»); endelig af de mere bekjendte episke Digte «Den danske Soldat», «Fregatten Ørnens Brand» o. fl. I 2 Bind «Lyriske og dramatiske Digte» (1841 og 44) samledes en Del af disse Poesier tillige med H.s nyere dramatiske Digtning.

Thi for Skuepladsen fik H. dog sin største Betydning som Digter. Den smidige Assimilationsevne, som «Gjengangerbrevene» havde aflagt et saa glimrende Vidnesbyrd om, gjorde ham det muligt at udføre vidt forskjellige Æmner, hvert enkelt i den Stil og Farve, som dets Behandling naturligst krævede. 1835 opførtes den lokalkomiske Vaudeville «Debatten i Politivennen», 1836 det ægte danske og gedigent komiske Lystspil «Sparekassen», 1837 den ikke mindre, om end paa en helt anden Maade, af Danskfølelse gjennemtrængte romantiske Tragedie «Svend Dyrings Hus», en af vor Skuespildigtnings reneste Perler og, hvad Sprogbehandlingen angaar, den mærkeligste af de Gjenfødelser af Folkevisestilen, som vor Litteratur ejer; 1839 Dramet «Valdemar Atterdag» i en strængere historisk Stil, 1841 det romantiske Skuespil «Svanehammen» og det skjælmske Lystspil «Indkvarteringen», 1842 Enakts-Skuespillet «Fristelsen», 1844 det romantiske Lystspil «Amanda», 1845 det lyriske Drama «Kong Renés Datter», 1848 Femakts-Skuespillet «Ninon», 1849 det romantiske Lystspil «Tonietta», 1851 Lystspillene «Avdiensen» og «Scheik Hassan», 1853 Skuespillet «De deporterede», 1854 Skuespillet «Et Offer» og Lystspillet «Den yngste», 1859 Vaudevillen «De fattiges Dyrehave», 1860 Lystspillet «Besøget i Kjøbenhavn», 1861 Lystspillet «En Kurmethode», 1865 det romantiske Lystspil «Advokaten og hans Myndling» samt Lystspillet «Portrættet», 1869 det romantiske Skuespil «3 Dage i Padua» og Lystspillet «Et Herreselskab». Skjønt disse Navne kun betegne en Del af de 44 (i 18 Bind «Dramatiske Værker» samlede) Arbejder af H., som ere komne til Opførelse, og skjønt de ingenlunde alle gjorde Lykke paa Scenen, tælle dog alene de her nævnte Stykker tilsammen o. 950 Opførelser, som H. overhovedet med o. 1180 Fremstillinger af sine Skuespil staar som den tredje i Rækken af de hyppigst opførte danske Forfattere, umiddelbart efter Holberg og J. L. Heiberg.

Naar H.s dramatiske Arbejder viste en saa højst forskjellig Levedygtighed paa Scenen, laa Grunden selvfølgelig dels i deres forskjelligartede poetiske Værd og dramatiske Kraft, dels i Publikums ustadige Smag; men for en Del maa den ogsaa, i alt Fald til en Tid, søges i den Misgunst, der ramte H. paa Grund af hans politiske Konservatisme. Ogsaa paa dette Punkt faldt hans Anskuelser sammen med Heibergs, og af den Uvilje, der fra de liberale Ordføreres Side rettedes mod denne, fik ogsaa H. sin Part, især efter at han 1839 havde lagt sin politiske Trosbekjendelse aabent for Dagen i Novellen «Stemninger og Tilstande», i hvilken han uden Lidenskab, nærmest som Beskuer, men ofte med rammende Ord udtalte sin Dom om Tidens Bevægelser. «Det politiske Element, der er optaget i denne Bog», siger han i sine avtobiografiske Optegnelser, «har givet vore Oppositionsblade, der ere Part i Sagen, Anledning til en Mængde mat gjennemført Polemik, som jeg hidtil har ladet ubesvaret, da den for største Delen finder sin Besvarelse i selve Bogen. At den Anskuelse af vore nyere politiske Forhold samt af Oppositionspartiets Fremfærd, jeg i denne Bog har søgt at gjøre gjældende, nu hyppig og fra flere Kanter kommer til Orde, tør jeg maaske for en liden Part regne mig til Fortjeneste.» Bogen udkom i alt Fald i 2 Oplag med kort Mellemrum, hvilket ikke bidrog til at mildne Stemningen mod dens Forfatter. De Arbejder, han bragte paa Scenen i de nærmeste Aar her omkring, fik da ogsaa for det meste kun en tynd Lykke: «Valdemar Atterdag» opnaaede kun 3, «Svanehammen» 5, «Fristelsen» 5 og «Amanda» 4 Opførelser, og et lille Lejlighedsstykke, «Perspektivkassen», skrevet til en Sommerforestilling 1842, fremkaldte Angreb, hvis Heftighed og Langvarighed stode i absolut Misforhold til den ubetydelige Anledning. Det er under disse Forhold meget betegnende, at H. lod «Kong Renés Datter» opføre anonymt og først navngav sig, efter at Stykkets Succes var sikret. I den polemiske Komedie «Hundrede Aar», skreven i Anledning af Theaterjubilæet 1848, gjør H. sig dog delvis til Talsmand for en Slags parlamentarisk Styrelse af Skuepladsen, medens han ogsaa her viser sit Mod til at gaa imod Strømmen, i det han advarer imod at lade Sværdet overskære ogsaa de aandelige Baand, der forbinde dansk og tysk Kultur med hinanden. Omtrent samtidig med dette Værk skrev han det oldnordiske Digt «Tyrfing», som udkom med Tegninger af Const. Hansen.

1858—59 udgav H. «Ugentlige Blade», i hvilke han af større Arbejder, foruden de ovfr. nævnte Rejseskitser, meddelte en litterær Exposé: «Poesien i Danmark efter 1814» samt en omfangsrig Fortælling i 3 Dele: «Johannes Johnsen, løse Blade af nogle samtidiges Liv», der senere er udkommen i Bogform. Som hans dramatiske Skrifter foreligge i den tidligere nævnte 18 Binds Udgave, ere ogsaa hans øvrige Poesier samlede i 4 Bind «Digte fra forskjellige Perioder» (1851—62). I Særtryk ere «Svend Dyrings Hus» og «Kong Renés Datter» udkomne mange Gange, baade som Folkelæsning og i Luxusudstyrelse. Det sidstnævnte Stykke er oversat paa flere Sprog og har i en Del Aar hørt til det tyske Theaters Repertoire.

H., der 1845 fik Titel af Professor, var en af de 4 Digtere (foruden ham Andersen, Winther og Paludan-Müller), hvem de første af Rigsdagen bevilgede «Digtergager» tilfaldt. 1850 ægtede han — altsaa i en fremrykket Alder — Louise v. Halle, Datter af Grosserer Amsel v. H. og Sara f. Nathanson. Han døde 25. Febr. 1870.

Haandskrevne avtobiograf. Meddelelser, dat. 14. Juni 1840 (Molbechske Avtografsaml. Nr. 129 paa det kgl. Bibl.). Erslew, Forf. Lex. P. Hansen, Illustr. dansk Lit. Hist. Overskou, Den danske Skueplads.