Stambogs-Epistel
(Mai 1835)
(Mai 1835)
Som en fiin og sneehvid Due,
Der med Vaarens Vind fløi ud,
For at bringe Brev og Bud
Fra sin unge, skjønne Frue:
Saadan kom, min ubekjendte,
Unge, skjønne Herskerinde!
Med de første Foraars-Vinde
Stambogs-Bladet, De mig sendte.
Duen (Bladet, De forstod!)
Efter røgtet Ærind atter
Over Martsviol-Rabatter
Til sin Herskerindes Fod
Længselfuld tilbagevender.
Vugget blødt paa Deres Hænder,
Hvilende paa Deres Skjød,
Den begynder:
„Herskerinde!
Jeg har været som Du bød
Hos Din Digter. Let at finde
Var han hvor han boer derinde.”
Har Du? — svarer De med venligt,
Naadigt Smiil — saa kom, fortæl!
Vi har ønsket ham et Held,
Der fra Grunden var ham tjenligt.
Vi har ofte tænkt at virke
Til hans Gavn hvad vi formaae.
Digteren har Krav derpaa;
Thi ved ham vi først forstaae
En usynlig Skjønheds-Kirke.
Hvad vi ane, hvad vi drømme,
Hvad vi haabe, hvad vi troe,
Hjertets Uro, Hjertets Ro
Lærer han os at bedømme.
Selv med Tvivlen os forsoner
En begeistret Digters Toner,
Mens den løses op deri.
Derfor Sangens Magt vi hylde
Og erkjende dybt, at vi
Høiheds Gunst og Naade skylde
Dem, der dyrke Poesie.
Men, Hvo gjætter hvad en Sanger
— Slutter De med yndigt Smiil
Allerhelst og først forlanger?
En Poet er difficil.
Derfor Dig til ham vi sendte,
Underretning os at hente.
Siig os da, hvorledes fandt
Du hans Stilling?
„Ak, brillant!
— Lyder Svaret. I hans Bolig
Er en Kjøren ud og ind
Og en Høitids Blæst og Vind,
Der er næsten meer end trolig.
Euphrosyner og Aglaier,
Terpsichorer og Chariter,
Lette Nympher, hele Suiter,
Er det Folkefærd, der pleier
Gjøre Formiddags-Visiter.
Jublende med Sang og Klang
Skaren til hans Bolig stimler.
Selv Apollo kom engang
I en Phaëton med Skimler
Og dresseerte ham en Sang.
I hans Stue, naar man triner
Ind til ham, man bliver vaer
I de foldede Gardiner
Hele Skarer Amoriner,
Ak, der holde Folk for Nar.
En af disse paa hans Trapper
Greb mig, men jeg holdt mig tapper.
— Rundt omkring, hvorhen man seer,
Genier i gyldne Bure
Sidde taust og kukkelure;
Nogle af dem — ja Du leer —
I en Rad ved Døren hænge,
Som man tidt seer Klokkestrænge;
Andre, lette som en Fjer,
Midt i Lysekronen gynge
I en farvespraglet Klynge.
Overalt de lege Skjul;
Paa hans Sopha, under Stolen,
Mellem Bøger paa Reolen
Holdes der en evig Juul.
Men tiltrods for Hurlumheien
Han i Stuen gaaer og staaer,
Eller purrer i sit Haar,
Som om Intet var iveien.”
Nu, det er os kjært, vi veed,
— Lader De Dem nu forlyde —
Alle Herligheder slyde
Tit vor Yndlings-Digter ned.
Gjerne gav vi en Bevilling
Til et Nytaars-Gratiale,
Hvis ei netop nu hans Stilling,
Som vi slutte af din Tale,
Var fortræffelig —
„Ak nei!
Herskerinde! skuf Dig ei!
Hvad betyde hos Poeter
Et Olymps Festiviteter?
Nympherne — det nægtes ikke —
See til ham med milde Blikke.
Under skjønne Rhythmers Lov
Genier i Dands ham føre,
Gratier ham mildt berøre
I den foraarsgrønne Skov.
Ofte ned fra Himlen dale
Muser i et yndigt Chor,
Smykkende hans Sanger-Tale
Med et vægt- og klangfuldt Ord.
Ak, min Frue! men et Øie,
Dødeligt som hans, men blidt,
Ømt og trøstende som Dit,
Ei blev Lønnen for hans Møie.
Naar han lider, naar det Sande
Flygter stridigt for hans Aand,
Vifter ingen trofast Haand
Heden fra Din Digters Pande.
Ak, og naar med flygtigt Spor
Alle Jordens Glæder svinde,
Mens han følger Musers Chor,
Hvisker ingen øm Veninde
Trøst til ham med milde Ord;
Trøst i Ord, hvis Indhold fattes
Kun af Den, hvis Sjæl som hans
Under Drøm og Grublen mattes
Ved dens egne Syners Glands;
Ord, hvoraf et Bryst bevæges;
Ord, hvoraf et bittert Savn
Kjærligt tages kan i Favn,
Ord, hvoraf et Hjerte læges;
Ord som disse, Blik som Dine,
Smiil saa trøstende som hine,
Dine Læber lokke frem —
Herskerinde! nei, med dem
Dulmes ingen Digters Qvide
Af den høie Pieride.
— Derfor, o min Frue! mærk:
Kan Du netop nu befale
Over sligt et Gratiale,
Øv da et barmhjertigt Værk!
Viid: de Himmelske, der sende
Billeder af Sorg og Fryd
Til en Digters Hjerte, kjende
Intet, ak! til Klagens Lyd.
„Tag — de sige — Jordens hele
Qval, o Digter! i Dit Bryst!
Men Din egen Klages Røst
Ei med Dig vi kunne dele.”
Langsomt med den sidste Sætning
Ender sin Gesandt-Beretning
Bukkende den fromme Due;
Piller traurig sine Fjer,
Kurrer sagte, mens den seer
Paa sin tankefulde Frue.