Søvnløs har jeg ligget hele Natten,
Lukket Øiet op og i, har dreiet
Utaalmodig mig paa Leiet,
Raabt i Harme: Den har gjemt til Katten
Søvnen, der vil gjemme den til Natten!
Men hvorfor — I spørge mig og lee —
Sov du da saa daarligt? Lad dig sige!
Seer man nøie til, saa har maaskee
Tanken om en yndig, lille Pige,
Hendes Smiil, det uforlignelige,
Holdt dig, som deslige Sager pleie,
Vaagen paa dit Leie.
Sligt et Uheld — nu, det veed du vel —
Maa en Digter ansee for et Held.
Nei, desværre! der I feile saare!
Aldrig har jeg klaget over Sligt.
Meer end gjerne lod jeg mig bedaare;
Hidtil gav mig Etskovs bittre Taare
Allerhøiest Stoffet til et Digt.
Ingenlunde Tanken om en kjælen,
Yndig, lille Pige, munter, sød,
Med en Røst saa klingende som blød,
Med et Øiekast, der gaaer til Sjælen,
Mig inat har Søvnløsheden sendt.
Nei — o Gud forbarme sig! — en gnaven,
Tør Person, hvis Røst er djævleblændt
Hæs og strattende paa Prent,
En, hvis Øiekast er indadvendt,
En, der sig ufeilbar troer som Paven,
En, der over mig og Mit brød Staven,
En — nu kort og godt, en Recensent.
Er det eders Villie, gode Guder!
At en mild, veldædig Søvn skal flye
Fra mit Natteleies puder,
Lader Amors Pile da paany,
Susende mod Hjertet, tage Hvilen
Fra mit Øie som et Rov for Pilen,
Men I Guder — hvad jeg ydmygst venter —
Ingen Recensenter!