Hervar.
Det buldrer under mig,
Jordens Skorpe brister.
Op fra Revnerne
Luen sig lister.
Alt som jeg vandrer,
En graahvid Roøg
I Bugter lange
Snoer sig i Sprækkerne hen som en Slange.
Styr dig, Flamme!
Frygt for Odins Runer, de ramme!
Du hvisler og strækker
De røde Tunger,
Men atter jeg ned i Jorden dig sjunger.
Synk og forsvind!
Jeg maner dig fast
Med Runer, risted’ paa Staven ind.
Flygt og hast
Lydig og føelig!
Hervar veed, din Natur er bøielig.
Veien er fri!
Luerne svinde!
De fare forbi,
Baarne paa lummert viftende Vinde.
— Omsider staaer jeg
Mellem Kjæmpernes Grave!
De Henfarnes Aander,
Høienes Beboere,
Udenfor sidde
Med strenge Miner;
Med Saar i Brystet,
Med Skjold ved Side,
Med Sværdet krystet
Af Hændernes Knokler, store og hvide.
Fra Høienes Top
Larmende Flammer slaae op.
— Stands, min ilende Fod!
Her er min Faders
Mægtige Steenhøi,
Som Odd den reiste
For ham og hans Brødre.
Hervardur! Hjorvardur!
Angantyr! Hrani!
Jeg vækker eder Alle,
Arngrims Sønner!
Chor.
(fra Angantyrs og hans Brødres Høi).
Hvo er det, der vover
At vække den drømmende Sover?
Hvo tør uforfærdet
Paa Hvælvingen bryde med Sværdet?
Hervar.
Vikinger, vaagner af Helas Dvale!
Angantyr, reis dig af Dødens Blund!
Svafas Datter med dig vil tale.
Hjelmenes Knuser, lad op din Mund!
Odin, den mægtige,
Runer mig gav.
Med dem jeg maner dig
Op af din Grav.
Angantyr.
Raser du, Hervar?
Bryder du blindt paa
Dødningers Steenhald?
Hvad har formasteligt
Hævet din Haand?
Hervar.
Hervar er kommen, sin Arv at hente.
Tvungen hun drager til natlig Færd.
Daarlig din Datter har lært at vente.
Tyrfing du give mig, Arngrims Sværd.
Alt hvad du eiede
Lidt er mig værd.
Men Tyrfing kræver jeg,
Dværgenes Sværd.
Angantyr.
Kjender du Tyrfing?
Veed du, at Dværgene
Smedded’ Forbandelsen
Ind i dens Egg?
Af Svafurlami
Tvungne at smedde,
De Listige hamred’
Ved Hævnens Flammer.
Langsmed Eggen
Lumsk de lagde Forsmædelsens Orm.
Chor.
af Anganlyrs Brødre.
Hvo Tyrfing svinger,
Sværdet selv ham Undergang bringer.
Hervar.
Odin har viet vort Midnats-Stevne.
Tøv ikke længere! Frygt hans Magt!
Over jer Alle skal Stenen revne,
Vorder ei Tyrfing af Høi mig rakt.
Luren mig kalder til
Vikingefærd.
Til Seir jeg fører det
Lysende Sværd!
Angantyr.
Eneste Datter
Af mig og Svasa!
Sangens og Runernes
Fader har lært dig
Rædsom Tale.
Ikke formaaer jeg
At trodse dens Magt.
— Saa tag da Tyrfing!
Jeg flyder den op.
Grib den om Hjaltet,
Og hold den vaerligt!
Angantyrs Brødre.
Hver Gang Tyrfing
Drages af Balgen,
Stødes den maa i et Menneskes Bryst.
Angantyr.
Læg dig paa Strømmene,
Vikingebaarne!
Tyrfing, den lysende,
Sving med din Stammes
Mandige Hu!
Angantyrs Brødre.
Hvo Tyrfing svinger,
Sværdet selv ham Undergang bringer!
Hervar.
Eyvors Sønner! synker igjen
I Natten den sorte!
Lukker jer atter, I Dødens Porte!
Til herlig Daad blandt kjæmpende Mænd
Paa den skummende Sø
Jeg forlader dig, Høienes Ø!