Henrik Hertz (1797–1870)

Til Adam Oehlenschläger

(Skrevet i et Album, der ved hans Optagelse som Æresmedlem i Studenter-Foreningen den 20. Novbr. 1841, blev ham overrakt)

Herligt er Digterens Kald. Han er en Midler imellem
Menneskets tvivlende Sind og himmelsk Haab og Forvisning.
Synes vort Liv os tomt, hans Lyra Livet beriger.
Synes vort Liv os mørkt og fuldt af Gaader, han løser
Let os Gaadernes Baand, og vor Tænkning giver han Klarhed.
Herligt er Digterens Kald. Ved ham Naturen, den tause,
Taler til os med tydelig Røst. I Skovenes Dæmring
Lyder til Digterens Sang fra Træernes susende Toppe
Sagte, melodiske Nyn, og hist mod Kysterne skvulper
Havet i rhythmiske Dønninger op, naar Digterens Fartøi
Vugges paa Vovernes Arm. I Vinternatten, den strenge,
Synger, af Maanen bestraalt, det hvide, glimrende Sneelag
Under hans ilende Fodtrin med, naar høitstemt Lyren
Skildrer den magiske Nat og Nordens kraftfulde Vinter.
Herligt er Digterens Kald! Kun han formaaer at forbinde
Fortids Syner med Nutids Liv, befrugte vor Armod
Med en forsvunden vel, men rig Tilværelses Indhold.
Vel er herligt hans Kald; og dyb Forpligtelse hviler,
Til at erkjende hans Værd, paa Digterens lyttende Samtid.

        Derfor, o Hakons Skjald, og Nordens Guders og Helges!
Derfor blander idag med Lyst og henrykt en yngre
Sanger, der under sin stræbende Gang blev styrket af Dine
Høie, begejstrede Toners Lyd; en Sanger, hvis Ungdom
Sværmed’ med Dig, naar Du sværmede sødt — med Lyst han blander,
Skjøndt med svage, med enkelte Greb, sin Lyras Accorder
I det beundrende Chor, der idag Dig bringer sin Hylding.