Vi sad paa Skrænten saa blødt i Græs
Og saae paa det brede Vand.
Dybt nede var der et lille Næs
Med en Baad, en Dreng og en Mand.
De satte Tofter i Baaden ind
Og sang til Hammerens Slag,
Alt mens i Vester et rødligt Skin
Bebuded’ den heldende Dag.
Og Aftenen led, det dæmred’ alt,
Og Skoven alvorlig stod.
Paa Søen Skyggerne dybere faldt,
Og Lysningen Havet forlod.
En drømmende Stilhed bredte sig ud,
En Længsel mod Aftenens Ro.
De Smaafugle fløi ved Ømheds Bud
Til Rederne, To og To.
Til Leiet hasted’ de Fugle smaa
Og qvidred’ med sagtere Røst;
Og da jeg hen paa min Elskede saae,
Da sov ogsaa hun ved mit Bryst.