Hervar.
Hil dig, Biartmar,
Her i din Hal
Mellem Høisædets Piller!
Morgenens Luftning
Svalende kommer
Fra Slettens Høie.
En østlig Vind,
Mild og qvægende,
Kjøler din Kind,
Hovedets Guldbaand sagte bevægende.
Nyd, o Biartmar,
Din salige Ro
Som Hroptur i Gladsheim!
— Dit Øie forfølger
Svendenes Skare,
Der drager til Jagten.
Et Ludurs Klang,
I Gjenlyd klagende,
Et Raab og en Sang
Hen over Sletten naaer fra de Jagende
Hil dig, Biartmar!
Længe dit salige Liv du nyde!
Aser og Alfer dit Hjerte fryde!
Biartmar.
Hil dig, min Datter!
Sæt dig hos mig
Paa Høisædets Hynder.
Morgenens Kjøling
Du dele med Biartmar,
Dens Ro og Stilhed.
Til Hallens Dør
Jeg aabner Fløiene;
Sæt dig og hør
Hornenes Toner kalde fra Høiene.
Hervar.
Her vil jeg dvæle!
Staaende her
Til Jarlen jeg taler.
Vinden, der kjøler,
Kjøler ei Skjændsel,
Kjøler Foragt ei.
Og Hornets Røst, —
Fjernthen dragende,
Ei fra mit Bryst
River min Harm, den hemmeligt nagende.
Hør mig, Biartmar!
Trællenes Udskud høit fortælle,
At Svafas Datter stammer fra Trælle.
Biartmar.
Hervar, hæv kun uden Sky dit Øie!
Trællens Ord ei kan
Asers Æt og Alfers Afkom bøie.
Herlig er din Byrd; en vældig Mand,
Angantyr den stærke,
Han din Fader var, en grum Bersærke.
Odin, Herskeren for Gudeskaren,
Ham en Søn blev født,
Svasurlàm, i Runer vel forfaren.
Og for ham, og af hans Galdren nødt’,
Smedded’ tvende Dværge
Sværdet Tyrfing, et beundret Værge.
Arngrim hed en Mand, berømt i Krige,
Halv af Jætters Æt,
Halv han stammed’ ned fra Alfheims Rige.
Han, med Svafurlàm i Tvekamp stædt,
Vristed’ uforfærdet
Tyrfing fra ham, dræbte ham med Sværdet.
Svafurlamis Datter, ung og fager,
Arngrim ægted’ snart;
Og paa Øen Bolm han Ophold tager.
Og hans Sønner blev af Kjæmpe-Art,
Fyldte heelt hans Halle,
Tolv i Tallet, og Bersærker Alle.
Ældst af dem var Angantyr hiin høie.
Svafa blev hans Viv.
Ak, men dette Held kun vared’ føie!
Thi paa Samsø Kjæmpen lod sit Liv.
Ham og Brødre kjække,
Ham og Tyrfing Høiene bedække!
Men din Herkomst har jeg dulgt bestandig,
Hervar, Datter min!
Hildur daarer dig; din Hu er mandig.
Hvis du kaarer Kamp og Sværdets Hviin,
Odins Hævn vil ramme
Dig, det sidste Skud af Arngrims Stamme.
Hervar.
Hil dig, Biartmar!
Herligt du mig
Har tolket min Herkomst.
Stor er min Attraa
Til flux at gjæste
De henfarne Frænder
Og langt fra dig,
Fra Fredens Boliger
Vinker det mig.
Tanken om Storværk kun mig beroliger.
Lad mig, o Biartmar,
Drage herfra!
Rust mig tiæ Farten!
Mændenes Klædning,
Hjelmen og Brynjen
Give du Hervar!
Sæt mig en Ask
Væbnet paa Vandene!
Modig og rask
Styrer jeg den som Viking mod Strandene.
Viid det, Biartmar!
Angantyrs Gravhøi gjæster hans Datter.
Med Sværdet Tyrfing kommer jeg atter!