Hervar.
Med hjelmbedækket Hoved,
Med Kaaben over Brynjen
Du nærmer dig til Afsked,
Heidrek, en fredløs Mand.
Med Trods dit Øie lyser,
Og opreist er din Nakke,
Og dit Farvel du sender
Med Haan til Høfunds Land.
Var Høfunds Hu og Tanker
Som Svafas Datters høie,
Ifald min Slægt han ligned’,
Gav han dig bedre Kaar.
Men Kongens Bud er helligt,
Og fredløs maa du flygte,
Og ved din Moders Arne
For sidste Gang du staaer.
Et indre Syn mig siger:
Af Seierguders Sømner
Et herligt Navn er undt dig,
Heidrek, en Fyrstes Navn!
Som Folkets Fører skal du
I Fylkingen gaae fremmerst,
Og seiersalig mætte
Med Fjender Valens Ravn.
Og arveløs skal ikke
Min Søn fra Hjemmet drage.
Din Arv er Hjalmars Bane,
Tyrsing, min Faders Sværd.
Paa Vikingtog det fulgte
Med ham og med hans Datter.
I Hildurs Leg vil Heidrek
Forstaae dets høie Værd.
Dets Klinge kan ei ruste,
Dets Egg kan ikke sløves.
Og drages det af Balgen,
Vorder det een Mands Fald.
Engang — jeg ei det dølger —
Vor egen Slægt det truer;
Thi Arngrims Æt ved Tyrfing
Engang forødes skal.
Men tag det kun, min Heidrek!
Og sving det uforfærdet,
Til Gøndul dig paa Valen
Giver den Tappres Død.
Ei bedre Kaar du ønske:
Et Liv, der skal berømmes,
Et Navn, til fjerne Tider
Forløft af Glemsels Skjod!