Chor.
Slaaer paa Skjoldene!
Priser vor Drot,
Høfund hun rige!
I Kampen skjænke ham Odin Seir!
I Fred beskjærme ham Frigga og Freir!
Guttorm Skjald.
1.
Med Undren Skjalden skuer
Din Hal, o Drot, den prægtige.
Som Baldurs Søn, Forsete,
Du har et Glitner bygt.
Og under Hallens Buer
Jeg Drotten seer, den mægtige;
Og næstved seer jeg Hervar,
Din Hustru, herlig smykt.
2.
Paa Haiens salte Veie,
Med Odderen den listige,
Hun fordum drog i Rustning
Tilsøes fra Havn til Havn.
Og mangt et kostbart Eie
Hun snapped’ bort, den Dristige;
Og med sin Viking-Skare
Hun vandt et evigt Navn.
3.
Nu til din Hustru kaaret,
Nu har hun Plads blandt Qvinderne
Og Høfund har hun skjænket
En Søn, et ædelt Skud.
Saa vidt har Rygtet baaret
Hans Navn, en Skræk for Fjenderne
Men i sit Hjem er Hadding
Livsalig som en Gud.
Hirdmændene.
Hvo bryder paa Hallens Dør med Bold?
Der er En, der krænker dens Fred.
Han baner sig Vei med Sværd og Skjold.
Til Vaaben! Hugger ham ned!
Hadding.
Lader ham i Fred, der kommer!
Kjendt mig er hans Stemmes Fald.
— Heidrek Broder! vær velkommen!
Træd kun ind i Kongens Hal.
Heidrek.
Jeg er inde, som du seer det.
Spar din Møie. Selv jeg skal
Skaffe mig den Plads, jeg venter
I min Faders, Kongens Hal.
Hadding.
Læg din Hjelm og Skjoldets Maane!
Sæt dig ved min Side ned!
Med et gyldent Bæger giver
Jeg dig Part i Hallens Fred.
Heidrek.
Med det Bæger, her jeg tømmer,
Tager jeg mig selv min Part.
Naar jeg taales, for I tvinges,
Tykkes jeg mig bedst forvart.
Hadding.
Heidrek, glem dit onde Lune!
Heidrek.
Mærker du, at det er ondt?
Hadding.
Drik det Bæger, der ved Bordet
For vor Fader nu gaaer rundt.
Heidrek.
Hvo er han ved Hallens Ende,
Der til Høibords sidder stum?
Kongelig er vel hans Pande,
Men hans Mine dorsk og dum.
Hadding.
Skam dig, Heidrek! det er Kongen.
Kjender du vor Fader ei?
Heidrek.
Spærrer han sin Hal som hidtil,
Græsbegroes til ham min Vei.
— Hvo er han, der næst os sidder,
Med et graat og uredt Skjæg?
Bag ham er forknyt en Harpe
Lænet klangløs op til Væg.
Hadding.
Det er Guttorm Skjald, den gamle.
Heidrek.
Ham, hvis hæse Stemme klang,
Mens jeg ude stod for Hallen?
Hadding.
Ham det var, der herligt sang.
Heidrek.
Guttorm, naar din Næses Krumning
Har fra Kruset fundet hjem,
Svar mig da paa hvad jeg spørger —
Guttorm.
Kom kun med dit Spørgsmaal frem!
Heidrek.
Veed du ei, at Høfund rige
Tvende Foler har paa Stald?
Hvi besang du kun den ene?
Har du glemt mig, Guttorm Skjald?
Guttorm.
Glemt? Aa nei. Et Føl, der sparker,
Ei saa hurtig vorder glemt.
Heidrek.
Svar mig uden Omsvøb, Guttorm!
Jeg er oplagt ei til Skjemt.
Guttorm.
Gissurs Fostre, saa besvar da
Først hvad jeg vil spørge dig.
Hvi er du idag ei indbudt?
Stjal du dig ei ind med Skrig?
Heidrek.
Gamle Graaskjæg! Tæm din Tunge!
Lægger du mig her for Had?
Lyfter dig en Ring af Kongen
Og fra Stegerset en Brad?
Hvis mig Høfund nægted’ Adgang,
Hid jeg kom med Hjelm og Skjold.
Ei som Tyven ind jeg stjal mig.
Døren brød jeg op med Vold.
Daadløs som du er, o Gubbe,
Er Bedrifter ei din Sag.
Guttorm.
Hvis jeg dine skal besynge,
Kan jeg vente Aar og Dag.
Heidrek.
Skaldepande! Ordfordreier!
Sværdet ende skal vor Kiv.
Du har Ret, du skal ei skue
Mit berømmelige Liv.
Hirdmændene.
Han har dræbt ham! Guttorm den gamle
Ligger med brustent Blik!
Hallens Fred har han krænket,
Krænket Kongens Lov!
Der er Høfund; han vil dømme —
Heidrek, Landet skal du rømme!
Kong Høfund.
Guttonn, min Skjald!
Ligger dit graanende
Hoved i Støvet!
Hvo har forøvet
Den skjændige Daad?
Hirdmændene.
Heidrek, din Søn, har givet ham Døden.
Høfund.
Ond var din Idræt
Fra Barndommen, Heidrek!
Haardt dit Sind,
Ustyrlig din Adfærd.
Derfor jeg lod dig
Fostres af Gissur,
Tænkte, han skulde
Din Vildhed tæmme.
Men lidt har det frugtet.
Skjalden, hvem Guderne
Gunst har skjænket,
Evnen at glæde
Vort Hjerte med Sange,
Heller ei han har været dig hellig!
— Hør nu Heidrek,
Hvad Høfund forkynder dig!
Jeg svoer i Templet ved Ullers Ring,
Ved Njord og Freier jeg svoer paa Thing:
Hvo Freden bryder i Kongens Hal,
Fredløs fra Landet flygte han skal!
Hirdmændene.
Fredløs fra Landet flygte han skal!
Høfund.
Hvo Manddrab øver, naar Mjød gaaer rundt,
Til Flugt ham Dagen og Natten er undt.
Fra Høfunds Hird hans Navn være skilt;
Han flye til Skoven, et jaget Vildt!
Hirdmændene.
Han flye til Skoven, et jaget Vildt!
Høfund.
O Heidrek, her i min lyse Hal
Ved Gildet dræbte dit Sværd min Skjald!
Jeg giver dig Frist en Dag, en Nat.
Er kjært dig Livet, flygte du brat!
Hirdmændene.
Er kjært dig Livet, flygte du brat!