Guds Engle svæved’ til Korset ned.
Der sad de med hængende Vinger,
Med sagtelig Sang om Himlens Fred,
Der den bittreste Smerte betvinger.
Guds Engle ned til Golgatha kom.
De agted’ at bære fra Jorden
Et Vidnesbyrd, naar Herren holdt Dom
Og sendte sin Vredes Torden.
Guds Engle sad ved Frelserens Fod
Og høit ved hans Tornekrone.
To Draaber af hans uskyldige Blod
De bragte for Zebaoths Throne.
Men Draaberne sprang som Roser ud,
Den ene ved Aftenrøde,
Den ene, da Frelseren bad til Gud
For dem, der ham martred’ tildøde.
Den ene som Kjærligheds Rose rød
Forsonligt i Aftenen brændte;
Den anden gik frem af Morgenens Skjød,
Da tvende Nætter var’ endte.
Den anden Rose paa Himlen stod
Og straaled’ i Morgenrøden.
Den voxed’ af Forsonerens Blod
Ved Opstandelsen efter Døden.
— Guds Engle fløi til Korset igjen,
Hvor Frelseren vaanded’ sig saare,
Og bragte for Zebaoths Throne hen
Hans sidste, hans bittreste Taare.
Med hans sidste, bittreste Taare kom
Til Himlen Englenes Skare,
Som Vidnesbyrd, naar Herren holdt Dom
Over Verdens Synder, de Svare.
Men Taaren sank saa sagtelig ned
Og søgte paa Jorden sit Leie.
Kun Jorden vidste hvad Frelseren leed,
Hans Graad var dens hellige Eie.
Hans Taare sank til Jorden igjen
Saa lavt mellem Blomster og Blade.
Alle de Blomster de græd med den,
Og aldrig saa vorde de glade.
Hver Plante, hver lille Blomst saa sød
Stod hulkende Natten over,
Og sørger endnu ved Forsonerens Død,
Alt medens Mennesket sover.
— Guds Engle gled paa Aftenens Dug
Til Frelserens Tornekrone,
For at bringe hans sidste, døende Suk
For Herren Zebaoths Throne.
For at bringe hans sidste Suk de kom,
For at løfte det høit fra Jorden,
Som Vidnesbyrd, naar Herren holdt Dom
Og sendte sin Vredes Torden.
Men Frelserens Suk var alt gaaet ud
Blandt Verdens Smerter og Trængsel,
Som en Midler imellem Verden og Gud,
Som et Suk for uendelig Længsel.
Det synker end som den mildeste Dug
paa Menneskets døende Hjerte,
Og end i Forsonerens sidste Suk
Udaande vi Legemets Smerte.