Jeg seer dig, jeg kjender dig
Paa dine grønne Vinger.
O, skynd dig, kom ned til mig
Og sæt dig paa min Finger.
Hvor kommer du fra, du fremmede Fugl?
Stik Hovedet frem, forlad dit Skjul.
Jeg vilde saa gjerne med dig tale.
Om din Hals jeg binder af Guld et Baand,
Og bringer dig Kirsebær smaa i min Haand —
Og Sukker, bestemt! naar du blot vil befale!
O, kom dog! hvi ryster du
Med Hovedet, du Slemme!
Du bryder dig, det seer jeg nu,
Slet ikke om min Stemme.
Hvi er du saa angst, du fremmede Fugl!
Hvi sidder du der saa taus i dit Skjul,
Og seer paa mig med de kloge Øine?
Har et Menneske gjort dig ondt engang?
Hvi ængstes I Fugle for mig og min Sang?
Jeg nærmer mig, vips! — ja, saa er’ I alt fløine.