Henrik Hertz (1797–1870)

„I, som alt med høi og umild Susen

Gaae fra Sjælland til det jydske Rev,

Mørke Bølger! standser eders Brusen

Og besørger smukt et lille Brev!

Vinde, I, der storme hen for fulde

Seil hvor Kattegattets Liljer groe,

Standser! thi et Bud I bringe skulle,

Jeg desværre maa til Jer betroe.

Medens Vind og Vover larme farligt,

Skal et stakkels Brev til Randers gaae;.

Tager det med eder, Børn! men vaerligt!

Tager ikke slet for haardt derpaa!

Dette lille Riimbrev, det maa vides,

(Det er overmaade fiint og zart)

Intet Boven-Bramseil er, der slides

Uden Brøst, naar Vinden tager Fart.

Dette Brev, (jeg haaber, I mig fatter)

Taaler ikke, som en vild Krabat

Mellem tjæret Tougværk af Fregatter,

Styrtesøer, Kuling og Dravat.

Bringer da mit Brev, I Heeltbefarne!

Gjennem Brændinger og blinde Skjær,

Op til Randers, til en hunslig Arne,

Til en munter Kreds, der er mig kjær.”

Saadan talte jeg til Vind og Vover

Høit og bydende, — jeg troer, i Kraft

Af det Herredom, en Digter over

Elementerne tilforn har haft.

— Venlige Maria! De forstrækkes:

„Hvilken Brev-Befordring!” — Ak, men husk,

Hunlen alt af mørke Skyer dækkes,

Luften er løst op i Slud og Ruskt.

Ingen liflig Foraarsluftning kommer,

Naar en Digter trænger nu til Bud;

Ingen lette Vover fra i Sommer

Melde sig i Efteraarets Slud.

Men — vær ubekymret! Viid, at Brevet,

Skjøndt med Regn og Storm sendt op til Dem,

I en Digters Verden dog blev skrevet;

Og en evig Vaar er i hans Hjem.

Medens Skoven falmer, og en hyppig

Taarestrøm fra Træet synker alt,

Blomstrer denne Verden, rig og yppig,

Under evigt vexlende Gestalt.

Mens ved Langelinie Maagen glider

Eensom nær der mørkoprørte Vand,

Pladske som i Juni Nereider

Ved min Digter-Villas lune Strand.

Eng og Marker dufte, Bier surre,

Fisken spræller i den klare Park,

Duerne paa Taget kjælent lurre,

Lærken stiger fra den gyldne Mark.

Nær ved Kysten solbelyst en Seiler

Langsomt gaaer — og kom til Mark og Eng:

Hør, fra Laden lyder Slag af Pleiler,

Følger Tacten af min Lyras Streng.

Som i gamle Viser Floden triller,

Skoven blomstrer under Hornets Klang,

Springer Skoven ud imens jeg spiller,

Luften Sommervarmes ved min Sang.

— Vel jeg veed, Maria! tidlig drog Dem,

Poesiens Verden til sig hen.

Tidlig alt dens Syners Glands betog Dem,

Tidlig lytted’ De til Deres Ven.

Alt som Barn fortrolig med mit Rige

Fromt De lytted’, naar jeg græd og loe.

Nu, som ung og yndig-voxet Pige,

Følg mig end med barnlig Hu og Tro!

Følg mig, naar jeg søger i det Fjerne

Stoffet for mit Digt, og følg mig mildt,

Naar jeg, skjemter lidt med Tidens Terne,

Jager med Diana Skovens Vildt.

Følg mig til min Musas Yndlingssteder,

Tab ei Modet, bliver De lidt træt,

Lyt, som fordum, naar jeg leer og græder —

Ak, en Digter leer og græder let!

Naar da Eurus ryster Skovens Kroner,

Frygt da ikke! Muntert er mit Hjem!

Foraarsaluft og spøgende Favoner,

Sommervinde har jeg der til Dem.

Og naar hele Folket sig forskandser

Mod Decembers Frost, da viid og troe:

Vaaren klinger end fra mine Stanzer;

Der er Sommer end hvor Muser boe!