En Shakspeares Feil ei Eders Feil formilder;
Thi Kludreriet bliver Kludreri,
Om ogsaa Shakspeare, Goethe eller Schiller
Engang imellem kludret har som I.
Hvis jeg med Vindens Lunger kunde suse,
Med Solens Hede smelte, kunde bruse
Med Elvens Heftighed og kunde gaae
Med Lynets Klarhed og som dette slaae:
Hvad? mon I mene da, at hist lidt Mørke,
Lidt Svaghed her, og der en Smule Tørke
Lod Folket tvivle om min Magt og Styrke?
Men mærker Eder dette: saadan Kraft,
Der i Naturen uophørligt virker,
Har ikke Mennesket, og har han aldrig havt.
I tunge Timer maa han daglig stride
Og bøde paa de Tab, hans Aand og Legem lide.