Udlandet
Neapel 1834
Neapel 1834
Der er Taarer, Ingen kan beskrive,
Taarer, Ingen gjerne taler om,
Graad, der maa en Hemmelighed blive
Mellem os og Gud, fra hvem den kom.
Jeg kan sige, jeg har grædt af Smerte,
Sige, jeg har grædt af Trang og Nød; —
Ak, men overstrømmer dette Hjerte,
Gjør Erindringen mig varm og blød:
Taarerne, der da fra Øiet bryde,
Sagte, tause, hemmelige flyde.
Hjemvee! Ubegribelige Længsel!
Suk, mens Alting smiler mig imod!
Trang til Flugt paa en betvinget Fod,
Som var dette Paradis et Fængsel!
Hver min Tanke haster forud hjem
Til den Kreds, der vinker mig fortroligt;
Hvert mit Pulsslag siger mig uroligt,
Der er langt, ak langt fra mig til dem!
Elskte Venner i mit Hjemlands Dal!
Eder, hvem Erindringen sig kaarer
Under Frastands Helgenskin og Qval,
Eder gjælde disse dulgte Taarer.