Weyse
Udført til Musik af J. P. E. Hartmann i Musikforeningen.
Udført til Musik af J. P. E. Hartmann i Musikforeningen.
Chor.
Til Hvilestedet bæres hen
En Olding, træt af Aar.
En Flok af Landets bedste Mænd
Bag Kisten parviis gaaer.
De sænke ham Graven ned
Med tankefulde Bilk.
Veemodig stiger Sangen ved
Det Hvilested, han fik.
Ak, disse Toner, denne Sang,
Det er hans egen Røst!
Hiin skjønne Veemod steg engang
Fra Gubbens eget Bryst.
Vi, der ham hylded’ ved den Grav,
Der løste Støvets Baand,
Vi hylded’ ham med hvad os gav
Hans egen, rige Aand.
Romance.
Det var i den dæmrende, tause Nat.
I Slummer han laae,
Og Drømmenes Rige ham blev opladt
Af Genier smaa.
De svæved’ ind i det hvilende Bryst
Og sang dertil:
„Til Tonernes Hjem, til den reneste Lyst
Vi løfte dig vil.”
Et smertefrit Suk fra Læberne foer
I Tonernes Strøm,
Og Sangerens drømmende Liv paa Jord
Blev endt i en Drøm.
Recitativ.
Af Drømmen, Jordens sidste, blev han vækket
Ved Engles Hosianna-Sang,
Og rullet op blev Dækket,
Der for hans Grandskerøie hang.
Den drømte Salighed, der zittred’
I Lyrens Streng, naar her han greb deri,
Ham mødte hist, men reent, men uforbittret,
I Drømme, der ei flygtig drog forbi,
I Drømme, som en Evighed er i.
Og som hans egne Melodier løde,
Da han forlod vor Jord,
Hans egne Sange toned’ ham imøde
I Engles Chor —
Men renere, men stærkere de løde.
Chor.
Vi prise ham, der drog herfra.
Hvad han har higet efter, hist ham vorder.
Vi prise ham, hvis Sangs Accorder
Istemmer Englenes Halleluja.