H. P. J. Lyngbye
(1835)
(1835)
Afsjungen i Studenter-Foreningen til en af den Afdøde componeret Melodie
Afsjungen i Studenter-Foreningen til en af den Afdøde componeret Melodie
Ei ved din aabne Grav, vor Ven!
Og ei blandt den forgrædte Klynge,
Der bærer dig til Hvilen hen,
Ei der for dig vi ville synge.
Det Haab, vi søge, hvisker mat
I Gravcapellets tause Nat.
Men her, fra dette Sted, hvor du
Behersked’ Melodiens Bølge,
Og hvor din Sang har Liv endnu,
Her vil vi dig til Graven følge.
Her mandigt stige skal vor Røst,
Skjøndt fra et blødt bevæget Bryst.
Vel er det os en lukket Bog,
Det Hisset, der engang os vorder;
Dog er betydningssuldt det Sprog,
Der taler fra din Sangs Accorder:
Din egen Melodie, der end
Fra vore Læber toner hen.
Af Morgenlærkens muntre Kluk
Er Intet ved dens Død tilbage;
Med Nattergalens sidste Suk
Forstummer al dens ømme Klage.
Og Blomster dufte sødt i Chor,
Og visne hen foruden Spor.
Men dine Sange fra din Vaar
Skal lyde tidt fra vore Munde;
Thi Menneskernes Idræt gaaer
Med Livets Ophør ei tilgrunde.
Og Sangeren, vor tabte Ven,
Os gives i hans Sang igjen.
— Fra dette Sted, hvor Toners Væld
Med Harmonien du bekjæmped’,
Din Melodie til vort Farvel
Sig hæver, skjøndt af Taarer dæmpet.
Det er den brustne Streng, hvis Klang
Med Veemod zittrer i vor Sang.