Det var en deilig Sommeraften. Heed
Af Solens sidste Favntag hviilte
Den matte Lust ved Strandens Bred,
Mens dunkeltblussende dens Brudgom gled
Til Badets Kjølighed i Oceanet ned
Og end engang til Afsked kjærligt smiilte.
Jeg saae med min Veninde
Ved Havets Bred den gyldne Sol forsvinde.
Paa Træets Top, paa Skibets Mast den skrev
Endnu en Hilsen i et Elskovs-Brev,
Og prøvede tilsidst at efterlade
Sit Billede med alle Farvers Pragt
Paa nogle Skyers skrøbelige Flade.
Og alt som Vinden friskere blev bragt
Fra Søen ind paa Landet, rulled’ atter
De bløde Bølger med melodisk Tact.
Langt ude laae for Anker to Fregatter.
Et letbygt, mindre Fartøi prøved’ paa
At drage Fordeel af de linde,
Kun med at kjøle sysselsatte Vinde;
Men Seilet visted’ slapt fra Skibets Raa.
Paa Landet damped’ Markerne. Som Taage
Hang over Engen gjennemsigtig Duggen.
Rundt om os blev det stille. Fjernt en Maage
Skreg over Havet. Men en sagte Klukken,
En afbrudt Qviddren, og en Fugl, der iilte
Til Skovens Ly og skjulte sig derinde,
Tilkjendegav mig, at Naturen hviilte.
Da mærkede jeg først, at min Veninde
Saae ufravendt og vist
Paa eet og samme Punkt, som om hun vilde
En Tankegang forfølge til dens Kilde.
Jeg spurgte den Fordybede tilsidst:
„Hvad er det, Kjære, Du betragter hist?”
„Ak Intet! — svared’ hun — jeg tænker atter
Paa Noget, der forfølger mig saa tidt,
En Særhed, som jeg driver snart for vidt,
Endskjøndt jeg ei aldeles Grunden fatter.
See, dette Landskab her er smukt. Det Sprog,
Naturen taler, kjender jeg — og dog,
Ifald jeg ikke frygted’ for din Latter,
Jeg vilde paastaae, at jeg føler meer,
Langt mere ved et Lanbskab, der er malet,
End ved det Liv, jeg rundt omkring mig seer.”
Maaskee Du foretrækker Idealet?
Jeg spurgte med et Smiil.
„Maaskee,
— Hun svared’ — ligger det til Grund for min Idee.
Endnu, saavidt jeg mindes, har jeg ikke
Med uforstyrret, blivende Behag,
Og ret med indre Fryd, i lange Drag,
Nydt Synet af en Egn, der stemte med min Smag.
Jeg veed ei selv, hvori det kunde stikke.
Jeg følte mig for adspredt; Tanken gik
Langt længer end Beskuerindens Blik.
Een Gjenstand rev mig voldsomt fra en anden.
Et Middelpunkt, der ordned Skov og Eng
Og Søen til en Heelhed for Forstanden,
Den søgte jeg, men sandt den ei. Iflæng
Mit Øie dvælte ved de mindre Dele,
Men fandt ei Hvile ved at see det Hele.
Jeg Kunde fristes til at troe,
Naturen, for mangfoldig, mangler Ro.”
Den Ro — jeg svarede — vi stundom savne,
Maa søges hos os selv. Ifald dit Øie
Ei ordner selv hver Gjenstand nøie,
Da vil Naturens Orden lidt kun gavne.
Thi Øiet er vor Synskreds Ramme,
Og Sjælen Lærredet, paa hvilket vi
Gruppere med en virksom Phantasie
Naturens vidtudstrakte Maleri.
Men ei Enhver har Øie for det Samme.
Hvem veed? — jeg vedblev skjemtende — maaskee
Den Hastighed, hvoraf du plages,
Er Gruden til, at dine Tanker drages
Fra Meget, som vi Andre see.
„Ak nei! Du gjør mig Uret. Ofte sidder
Jeg hele Timer ved den aabne Strand,
Og stirrer paa det grændseløse Vand,
Og vugger mig i Fugleqvidder.
O, meer end eengang dette Hjerte blev
Indlullet af Naturens Melodier,
Indtil et uforklarligt Mishag rev
Mig atter ud af mine Drømmerier.
Og ofte har jeg Skjønhed truffet,
Og den har smeltet dette Bryst.
Men naar jeg dvælte længe ved min Lyst,
Da vaagned’ jeg og fandt mig skuffet.”
Hvor kan du vente — brød jeg ud — at finde
I denne Verden varig Fryd, Veninde!
Betænk, Naturens Liv bestaaer
Blot derved, at det vexler og forgaaer.
Men denne Vexel selv er skjøn. Den føder
En rig Mangfoldighed, der overalt os møder.
„Nei, kjære Ven! Mangfoldigheden bøder
Kun lidt paa det, jeg savner overalt.
Hvad hjælper mig den vexlende Gestalt?
Hvad hjælper det, Naturen taber
Sin egen Existens med hvert Minut?
Det Skjønne, den har frembragt, bli’er forskudt;
Den selv forsthrrer, hvad den skaber.
Hvor ofte blev den rene Harmonie,
Naar Solen i sin Opgang straalte
Til Lærkens Morgen-Psalme-Melodie
Forstyrret for mig ved et Barn, der ... skraalte!
Hvor ofte, naar en simpel Symmetrie,
En Orden i Naturen mig frappeerte,
Blev mine Følelser parodieerte
Ved Skriget af en hæs, afskyelig Fugl,
Der tætved fløi iveiret fra sit Skjul.
Dog — hvad behøver jeg at hente
Beviser fra en Tid, der er forbi?
See hist! — Den smukke Sky, der forhen brændte
Med tusind Farvers Pragt, har tabt sig i
Et hæsligt Mørkegraat; og Taagen hist, der strækker
Sig over gyldne Manker som et Flor
Og røber Formerne, den blødt bedækker,
Om lidt — hvo veed det? — lægger
Sig vaad og tyk og tung paa, Hav og Jord.
— Jeg synes tidt, Naturen gjækker
Os med en Uro og en Hast,
Der hindrer os at holde Synet fast.
Og det er denne Ro, jeg finder
I mangen Landskabsmalers Arbeid, dette
Aldeles Uforstyrrede, der binder
Mit Øie stadigt og formaaer at sætte
Min Sjæl tilbage blandt forsvundne Minder.
O, jeg erindrer end med Lyst,
Hvor ofte Morbro’ers Samling Malerier
Var i min Eensomhed min Trøst
Og for Tungsindighed en mild Befrier.
En Gruppe Træer paa en frugtbar Eng;
Den varme Luft, det klare Vand, der skylled’
Mod Kysterne; det Duftige, der hylled’
I fine Dunster Skov og Mark og Væng;
Hiin Udsigt, dette hele Syn fortrylled’
Mig i et Maleri af Claude Lorrain.
Af Ruysdaels og af Everdingens rene
Og klare Skildringer af Vandets Brudd,
Naar over Klipperne det styrter ud
Og skummer mellem Mos og Stene,
Fik jeg Begreb om hiin høitidelige Scene.
Men oftest dvælede mit Øie
Ved tvende Malerier, eet af Dahl,
En sjællandsk Egn — jeg kjendte den saa nøie!
Kun var den et forædlet Ideal, —
I landlig Stilhed saa bekjendt igjen,
At alle mine Tanker iilte
Til denne Plet som til en gammel Ven.
Ak, jeg har stirret halve Dage
Paa mangt et Maleri og glemt,
Jeg vilde vaagne til den gamle Klage
Og meget meer end før forstemt.”
Jeg tav et Øieblik frappeert. Omsider
Bemærkede jeg løseligt, at vi
Ved Synet af et Landskabsmaleri
Dog savned’ Blomstens Duft og Fuglens Melodie.
„Nei — brød hun ud — min Ven! Til alle Tider,
Naar heelt min Sjæl fordybede sig i
Et malet Landskab, har min Phantasie
Vidunderligt og villigt staaet mig bi.
Jo længere jeg seer, besmere lufte
De lette Vinde mellem Buskt og Træ.
Snart synge Fuglene bag Skovens Læ,
Og tusind Blomster, tusind Planter dufte.”
Men siig mig, Kjære! — spurgte jeg — har du
Blot ved Naturens Phænomener
Bemærket dette Savn? Forlener
Sort hele Liv din Følelse, din Hu
En Fyldestgjørelse, som Ingen fandt endnu?
Og medens Alt i Tiden og r Rummet
Er mangelfuldt, jeg undres, at du blot
Ved Synet af et Landskab har fornummet
De Savn, jeg kjender alt for godt.
„Unægteligt — hun svared’ mig — erkjender
Jeg noget Mangelfuldt i dette Liv,
Som om det midt i Flugten af sit Bliv
Blev uformodet standset. Men jeg vænner
Mig næsten altid hurtigt til at bære
De Kaar, der ei kan anderledes være.
Men, hvad jeg nys har omtalt, er et Punkt,
Hvor just det Mangelfulde
Meer end sædvanligt faldt mig tungt.
Der gives, troer jeg, visse Ting, jeg skulde,
Uagtet et og andet Savn,
Til hver Tid taale villigt, næsten gjerne,
Meest, naar de sigted’ til mit blotte Gavn.
Thi her jeg indseer med min lille Hjerne,
At hvad jeg oppebærer, er et Held,
Hvorved jeg bringes i Algodheds Gjeld.
Og kan jeg med min Skaber gaae i Rette,
Fordi der mangler lidt i dette
Saa overvættes rige Væld?
Men — naar den venlige Natur bereder
Os ikke blot det Nyttige, men og
Fra tusind Fyldehorn en Skjønhed spreder,
Der møder os i Blomstens stumme Sprog,
I Plantens Ydmyghed og i en dristig Ceder,
I Lysets Straaler, i det dybe Blaa,
Hvor Bølgerne mod Horizonten rulle
Indtil de op mod Himlen slaae:
Da føler jeg, min Ven, det Mangelfulde
Tør ikke gjennem Skjønheds Rige gaae.
Forgjæves her jeg vilde resignere;
Jeg kan kun tænke mig det Skønne heelt.
Naar det er ufuldkomment, opløst, deelt,
Da existerer det ei mere.”
Da min Veninde havde talt, forblev
Jeg længe taus og tvivlsom. At hun følte
Saa dybt den Tilstand, hun beskrev,
Det var mig kjært. Men Et og Andet kjølte
Igjen min Lyst,
At lytte til en nærbeslægtet Røst.
Tilsidst jeg fandt det rigtigst at benytte
Det Stof, hun havde givet, og fra det
En Overgang til andre Spørgsmaal knytte,
Saavidt det kunde skee beqvemt og let.
Ifald du ei — jeg saade da — har glemt
Hvad vi tilforn har talt om denne
Materie, da vil du selv erkjende,
At jeg i dette Punkt er mere billigt stemt.
Naturen, kjæreste Veninde!
Er et Mysterium, man ei
Forstaaer paa den almindelige Vei.
Vort Blik maa skjærpes, øves, for at finde
Dets Spor, forinden de forbi os svinde.
Men — naar jeg ikke feiler, er du bragt
Selv ved dit Mishag, ved din Klage
Paa Veien, der kan føre dig tilbage
Til at erkjende klart Naturens Magt,
Hvis det er sandt, hvad en Poet har sagt:
— Jeg haaber, det vil lykkes mig at lede
Dig videre paa denne Vei, som du
Er ikke lidt bekjendt med allerede.
„Jeg fatter ikke ret endnu
— Hun svarede med Rødmen — hvad du mener.”
Ved tvende Kræfter — blev jeg ved — forener
Vort Liv sin Stræben, ved Natur og Kunst.
Hiin gaves Mennesket ved Himlens Gunst;
Ved denne Himlen han fortjener.
Tro mig, min kjæreste Veninde! Den,
Der i Naturen ganske sig fortaber,
Betydningsløst for ham gaaer Livet hen.
Thi viid: det er den høie Kunst, der skaber
Til fuld Betydning Livet om igjen.
Ifald Naturen fyldestgjorde
Enhver af vore Længsler, saa at vi
Fandt overalt en fuldendt Harmonie,
Som vi til alle Tider nyde turde,
Ak, da var Paradiset ikke tabt,
Og Mennesket langt anderledes skabt.
En Existens, der mangler Ro;
En stykkeviis Bestaaen, der forkuer
Den i Naturens Liv fordybede Beskuer,
Er Paradisets Tab, hvorpaa vi troe.
Fordyb dig i de enkelte Momenter;
Søg Skjønhed i det Nu, den drukner i —
Og viid, det er forgjæves, at du venter
Den længselfuldt begjærte Harmonie;
De Billeder, der fare Dig forbi,
Besidde kun det Skjønnes Elementer.
Men kan du gribe disse, kan forstaae
Det indre Væsen, der i dem bevares,
Det Liv, der i Naturen aabenbares,
Guds Væsen i det Store som det Smaa:
Da tør jeg, kjæreste Veninde, spaae,
At det vil hurtigt i dit Indre klares.
Den Undergang, der nu dit Øie møder,
Vil da forsvinde for en Magt,
Der, naar den synes at forstyrre, føder
Af Undergangen Liv og Lyst og Pragt.
Disharmonierne, for hvilke dette
Bevægelige Liv var før et Rov,
Vil vige for en Kraft, der veed at sætte
Alt under Harmoniens Lov.
Min venlige Veninde tav en Stund,
Og aabned’ derpaa tøvende sin Mund,
Som om hun vilde sige Noget,
Men ikke vilde rigtigt ud med Sproget.
Omsider sagde hun: „Jeg troer at see
Det Maal, hvortil Du sigter, og jeg skatter
Ret vel Betydningen af din Idee;
Eet Udtryk blot jeg ikke ganske fatter.
Hvordan forstaaer Du det „„at Kunsten skaber
Naturen om igjen?”” Man siger dog
Sædvanligviis, at Kunsten efteraber
Naturen, naar den taler dennes Sprog.”
Ifald du troer, Veninde,
— Jeg gav til Svar — at Kunsten som et Speil
Hver enkelt Deel af Billedet vil binde
Og give det igjen, da ta’er du feil.
„Jeg troer det ikke heller; men hvad bliver
Da udeladt, naar den ei Alting giver?”
Hvis du tillader det, da kan jeg let
Ved et Exempel, der i sig forener
Hvad vi behøve, vise hvad jeg mener.
— Erindrer du din salig Mo’ers Portrait,
Som Edouard, den unge Maler
Bestemte for dit Sovekabinet?
Det kom til Norge, hvis Jeg husker ret.
„Min givte Søster fik det. Ak jeg taler
Saa tidt derom! Hvor kunde jeg det glemme!
Saa ofte det har trøstet mig derhjemme!”
Nu vel, saa mindes du vel med, hvad vi
Fornemmeligt beundrede ved dette
Fortræffelige Maleri?
„O jo, min Ven! hiint egne Trylleri,
At næsten hver Beskuer kunde sætte
Saa hurtigt sig i Maleriet ind;
Og at ei blot hvert enkelt Træk var truffet,
Men Moders fromme Sjæl, det gudhengivne Sind.”
Og dog, jeg veed, blev En og Anden skuffet,
Og paastod, at det ligned’ ei;
Det var for ungt, for smukt ....
„Ak, Kjære, nei!
De Enkelte, der paastod’ dette, kjendte
Vor Moder alt for lidt til at de ret
Vurdere kunde hiint Portrait
Og agte det saa høit som det fortjente.
Naar man betragted’ Moder flygtigt, fandt
Man ikke strax, at hun var smuk. Iblandt
Var hun for bleg, og af en Sky om Øiet
Man saae, hun var kun sjelden ret fornøiet.
Tidt leed hun hemmeligt af Sorg, og tidt
Af Sygdom havde hendes Aasyn liidt.
Først ved en daglig Omgang lærte
Man fuldeligt at elske disse Træk,
Hvoraf hvert enkelt var lagt an lidt kjæk,
Men af hvis Heelhed det fortræffeligste Hjerte
Og Aandrighed og Sjælens Adel gik!
Og lyste fra det tankefulde Blik.
See, derfor fandt jeg Edvards Maade
At male Moder paa, saa smuk:
Det Smertefulde smelted’ i et Suk,
Og hendes Graad i Duggen paa de vaade,
Men tillidsfulde Øine. Hendes Træk
Var’ ei flatteerte; men de vare,
Jeg kunde næsten paastaae, mere klare.
Den bløde Pensel gled med Lethed væk
Forbi en underordnet Deel, der trued
Det Billeds Reenhed, man beskued.
Et enkelt, mindre skjønt Partie
Opløstes i det Heles Harmonie.
Og dog med Alt det var det Hele
Et Udtryk af de allermindste Dele.
Her fandt jeg fremstilt, som jeg føler vel,
Vor Moders sande Væsen, hendes Sjæl,
Aldeles uforstyrret af de mindre
Fuldendte Træk, der mangt et Indtryk hindre.
Som Moder der var malt, saaledes stod
Hun tidt i Drømme for mig aabenbaret;
Og fra den Tid hun os forlod,
Staaer hun for mig i Billedet forklaret”
Fortræffeligt — jeg udbrød — min Veninde!
Har du igrunden alt besvaret
Hvad du har spurgt mig om. Du selv vil sinde,
At hvad du meest beundred’ hos vor Ven,
Var, at han skabte her Naturen om igjen.
Hiin eiendommelige Maade,
Hvorpaa han løste dette Ansigts Gaade,
Og lokkede ved Kunstens Tryllebud
Din Moders indre Væsen, hendes rige,
Men stundom uforstaaelige
Natur af Maleriet ud;
Og den Forstandighed, hvormed han dækked’
De mangelfulde Træk; den Mesterhaand,
Der lod det Heles Livlighed og Aand
Ved Intet sees forstyrret eller svækket;
I Korthed: Harmonien i det Hele,
Der hæede til Skjønhed alle Dele,
Berettiger mig sikkert til den Dom,
At Edvards Kunst har skabt Naturen om.
— Det i det mindste har jeg tænkt mig, Kjære,
Ved disse vistnok indholdsrige Ord.
— Har du nu blot forstaaet mig ret?
„Jeg troer
Hun gav til Svar — „dog kan det gjerne være,
At jeg endnu maa hjælpes lidt paa Spor.
Jeg kan forstaae, hvad du har sagt, naar Talen
Er om Portraiter, hvor en Maler tidt
Forskjønner ved sin Kunst Originalen;
Naar dennes Ydre nemlig siger mindre
End hvad der findes udtrykt i dens Indre.
Men sæt, et Ansigt selv er fromt og blidt
Og udtryksfuldt og skjønt, hvad kan da hindre
Den duelige Maler i
At give blot deraf en tro Copie?
Maa ei en skjøn Natur nødvendigt tabe,
Naar Kunstneren vil den forskjønnet skabe?”
Men troer du, spurgte jeg, at slig
En sjelden Skjønhed findes virkelig?
Hvor tænker du man støder
Paa en saa lykkelig Natur,
At lutter rene Forhold i Figur,
I Ansigt, kort i Alt, vort Øie møder?
Hvor finder Du det Yndige, det Hulde
Tilsammensmeltet med det Udtryksfulde?
— Betænk, at det er endelige Kaar,
Der følge stadigt med os paa vor Vandring,
Og at vort Væsen, selv naar det i Blomster staaer,
Er underkastet idelig Forandring.
Det er ei ene Plantens Blad,
En Storm, en Nattefrost kan skade;
Langt mere dybe Spor kan Misgunst, Haan og Had
I Menneskernes Aasyn efterlade.
Og Sygdom, Hjertesorg, vor Sjæls Affecter,
Hevngjerrighed og Vrede, Frygt og Skræk
Forstaae at grave dybe Træk,
Og magre ud de skrøbelige Slægter.
Og Last og Udyd gaae i Svang
Og give Øiet Mathed, slappe Huden,
For ei at nævne Næringssorg og Trang;
Ved disses Bord er Skjønhed sjelden buden.
Ja, selv vort Væsens Adel: Tænkning, Flid
Og Forskning hævne sig paa Støvet;
Vor Manddoms Styrke vorder røvet,
Vor Sundhed af den velanvendte Tid.
Mens Øiets Glands et aandrigt Udtryk vinder,
Har Sneen lagt sig paa vort Haar
Og Rosen visner paa de sjunkne Kinder.
Er det et Under da, ved slige Kaar,
At Skjønhed lider, falmer og forgaaer?
„Jeg synes dog — bemærked’ min Veninde
At hvad du paastaaer strider lige mod
Erfaringen, saavidt jeg dig forstod.
Snart dagligt kan vi finde
— Sæt ogsaa, Kjæerlighed gaaer lidt iblinde —
At mangen sindig Herre med et Suk
Bekjender om en Dame, hun er smuk.
Vi Fruentimmer — mellem os, at sige —
Er heller aldrig utilbøielige
At kalde hiin Mand smuk, en Anden net.”
Ja heri, svared jeg, har du vel Ret;
Men — tillad! — det har ikke stort at sige.
Hvis Skjønhed skal bestaae i Harmonie,
I rene, bløde Former, der forkynde
En Sjæl, der hviler gjennemsigtigt i
De mindste Dele af det Ydres Ynde,
Da vil et saare ringe Tal
Endog blot nærme sig hiint Ideal.
Et regelmæssigt Ansigt, Carnationens
Fortrinlighed har, som man tidtnok seer,
Et aandløst Udtryk, grundet i Personens
Betydningsløse Characteer.
Kun den kan kalde slige Væsner smukke,
Der glædes ved en liv- og sjælløs Dukke.
Og paa den anden Side: hvad der meest
Og allerhelst som Skjønhed agtes,
Og som en Gjenstand for vor Kjærlighed betragtes,
(Dog ei af Folk som de er’ fleest)
Er, hvad du vist har mærket, det Piquante.
Vi ere nemlig vante
At kalde skjønt det blot Interessante.
Uregelmæssigheden giver
Et Ansigt tidt en Ynde, der maaskee
Ved Striden mellem Væsenets Idee
Og Formen saa behagelig os bliver.
Men Skjønhed, som du veed, forlanger Reenhed
Og Regelmæssighed. Den vil,
At Sjæl og Legeme skal bringes til
En uadskillelig, en sammensmeltet Eenhed.
En saadan Eenhed, der er fuldendt skjøn
I alle sine Dele, finder
Man aldrig, ei engang blandt Qvinder,
Skjøndt disse høre til et Kjøn,
Der fortrinsviis
Blandt Dødelige bærer Skjønheds Priis.
Idet jeg sagde dette, faldt
Mit Øie, da jeg løfted’ det iveiret,
Paa min Venindes blomstrende Gestalt.
Da tav jeg, tabt i Synet og besnæret
Af hendes yndige Figur, hvori
Naturen folded’ ud en Symmetrie,
Der sjældent blev en Dødelig beskjæret.
Hun spurgte mig, hvorfor jeg tav.
Fordi
Det forekom mig fast som Blasphemie,
Ved Synet af din Skjønhed, min Veninde!
At anke paa en rig Natur, som om
Dens Værker ufuldendt til Verden kom.
Din Skjønhed burde jeg dog fuldendt finde.
Da rødmede hun høit sprang op og lagde
Sin Finger paa min Mund, idet hun sagde:
„Ifald du ikke tier, bli’er jeg vred.
Hvor tør du vove? — Om min Skjønhed veed
Jeg rigtigt nok saa godt som du Besked.
Den er lidt luftig og kan være
Til sine Tider høist journaliere.
Vær du da ganske rolig og bered
Dig ufortøvet til at blive ved.”
Nu, siden Du med denne strenge Mine
— Jeg gav til Svar — forlanger det partout,
Saa vil jeg gjerne tilstaae, min Pauline!
At selv det skjønne Liv, i hvilket du
Saa yndigt blomstrer, at selv det besidder
Et fuldendt Udtryk kun for din forelskte Ridder.
For mig er du bestandig skjøn, fordi
Jeg paa en Maade som en Kunstner skaber
Paany dit Billed i min Phantasie,
Et Billed, der ved Tiden Intet taber.
Thi af dit indre Væsen, af din Sjæl,
Af hine hemmelige Traade,
Der slynge sig til en mærkværdig Gaade
Og til dit Livs bestandigt friske Væld;
Af dine Formers Hoved-Indtryk leder
Min Sjæl det Billed ud, som jeg i dig tilbeder.
Om du en Dag er klædt med mindre Smag;
Om du er mindre disponeert en Dag;
Om Kummer eller Østenvinden
Har bleget Foraarsroserne paa Kinden:
Tro mig, min Ven, det siger ikke stort.
Mig har min Kjærlighed til Digter gjort;
Ved Digtekunstens Magt jeg atter skaber
Hvad du som Dødelig til Tidens Vexel taber.
Da sagde min Veninde, mens hun loe:
„Tael ikke saa! Jeg frygter, du forleder
Mig til den vel forfængelige Tro,
At Kjærlighed en Vei til Poesie bereder.”
En saadan Tro — jeg gav til Svar — er ei
Forfængelig. Det er den samme Vei,
Paa hvilken Kjærlighed og Kunst forklare
Det Billeds Skjønhed, de bevare.
Den sande Kjærlighed bestaaer, jeg tænker,
Saa godt som Kunsten i
Vor Sjæls Formuenhed at bringe Harmonie
Imellem det, som Tidens Vexel krænker,
Og det, der er ukrænkeligt deri.
Og lad mig hermed, faureste Veninde!
Henlede din Opmærksomhed igjen
Til Det, du klaged’ over for din Ven.
Naturens Skjønhed syntes at forsvinde
For din Betragtning; hvad der nys var skabt,
Tilintetgjordes atter og gik tabt.
Din Sjæl, forstyrret af de mindre Dele,
Har savnet Middelpunktet for det Hele.
Hiint Middelpunkt har du, Veninde, søgt
Bestandigt i Naturen selv. Jeg mener,
Det er din Sjæl, din Tanke, der forener
Som i et Middelpunkt Naturens Phænomener;
Og der dens skjønne Heelhed søges trygt.
Betragt Naturen med en Kunstners Øie,
Og du vil see, at Mark og Eng og Dal
Gruppere sig om Skove, Bakker, Høie,
Fortrylled’ til et Skjønheds Ideal.
Thi det Forstyrrende forjager
Din Sjæl ved Phantasiens Tryllestav;
Selv det uendelige Hav
Den indenfor sin Cirkel magisk drager.
I skjøn Belysning ligger Bondens Ager,
Et eensomt Huus, en Stente for dit Syn;
Og Skyen hist ja selv et flygtigt Lyn,
Og Taagerne, der flye for lette Vinde,
Formaaer din Phantasie at standse og at binde.
— Ja, min Veninde! stræb kun meer og meer
At gjøre Dig med Kunstens Værk fortrolig.
Naar du fra dette Standpunkt paa Naturen seer,
Da vorder denne Mislyds, Uroes Bolig
Harmonisk, enig med sig selv og rolig.
Men — Natten falder paa. Fra Busk og Krat,
Lig store Menneske-Figurer, stige
De mørke Skygger over Land og Rige;
Selv Havet dækkes af en uvis Nat.
Og vend Dig om, Veninde, see tilbage!
Fra Skoven hisset taust og langsomt drage
Til natligt Overfald som en bevæbnet Trop
De dunkle Tordenskyer op,
Og true Jorden
Med Lynets Ildsvælg og med Torden.
Alt mærkes Faren af en enkelt Fugl:
See, hvor den er urolig i sit Skjul!
Den qviddrer ængstlig, flyver med Besvær;
Den aner, at et Uveir er den nær.
Det lynte — saae du? — og det tordner med;
Og store lunkne Draaber falde ned.
Hør hvor det ruller! det er Tirailleurer,
Et Slags Geværild, som man hører.
Snart bryder Tordenen med Magt fra Sky paa Sky.
— Saa kom! Lad os gaae hjem og søge Ly.