I.
Jeg stod en Søndag Morgen
I Kirkens Gang, min Elskte,
Og saae paa dig fordybet.
Da slog du op dit Øie.
Jeg veed ei, hvad du saae paa,
Jeg troer, paa Altertavlen,
Hvor Engleskaren svæved’
Til Jorden ned med Palmer.
Som sagt, jeg veed det ikke;
Paa dig jeg saae bestandigt.
Dit Øie, som du opslog,
Var mig en Altertavle,
Hvor en usynlig Skare
Af Engle hilste paa mig
Med Fredens Palmegrene.
Hvis jeg var Digter, sang jeg
Bestandigt om det Samme,
Om dine Øines Skjønhed,
Om dine Øines Klarhed,
Den Mildhed, der besjæler
Dine Øines dunkle Dybder.
Som Solen — saadan sang jeg,
Min Elskte, var jeg Digter —
Som Solen, lys og herlig,
Gaaer op hver Morgen over
Den tause Jord, og giver
Dens Skjønhed Glands og Klarhed,
Og sender varme Straaler
Og lader Marken blomstre:
Saaledes dine Øine
Gaae op hver Morgen over
Dit Aasyns tause Skjønhed,
Og sende varme Straaler
Og lade sødt om Munden
I Smiil din Læbe blomstre.
Som Tvillingstjernen — saadan
Jeg Sang, hvis jeg var Digter —
Som Castor og som Pollux
Sig under Havsnød vise
Med tvende klare Flammer,
Og lyse gjennem Narten
For Skibets bange Mandskab,
Saaledes, o min Elskte!
Naar Verden gaaer imod mig,
Mig trøste dine Øine.
Som Natten er’ de dunkle,
Og underfuldt de lyse
Med tvende klare Flammer.
II.
Modsatte Kræfter seer jeg i dit Øie,
Bragt’ af din Genius i skjøn Forening.
Jeg Sagtmod seer et heftigt Sind at bøie,
Og Mildhed stride med den strenge Mening.
Med Natten i dit Øie Dagen kjæmper.
Som Natten dunkelt lyser det som Dagen.
Den Brand, det tænder, selv det atter dæmper,
Og trøster Den, der blev ved det bedragen.