Jeg vented’ igaar, jeg gik ei ud,
Jeg sørged’ mig fast titdøde.
Inat mig trøsted’ Drømmenes Gud,
Og bragte dit Billed, du Søde!
Som Venus steg af Bølgernes Grav
Blandt Skummet om Brændingens Stene,
Saa steg du nøgen af Drømmenes Hav,
Lig Venus Anádyomene.
Een Haand du bøied’ om Brysterne løst,
Af Blu, som det sømmer en Qvinde;
Den anden sænkte du ned gratiøst —
Erindrings sittrende Fryd som Dug
Hang vaad i dit Øie og smægted’.
Forventningen steg i lønlige Suk,
Som Læberne svagt benægted’.
Thi Læberne brændte som Glød paa Glød,
Og Luer slog ud fra Kinden.
Men Aanden steg fra dit Bryst og gjød
Sin Kjølighed om dem som Vinden.
Og under dit himmelske Aasyn laae
De hvilende Bryster skillet,
Lig Raphaels Engle, der tause staae
Forneden Madonnas Billed.
Du hvilte dig let paa den venstre Fod,
Og bøiede ziirligt den anden.
Bedøvet af Synet jeg Arme stod,
Fortæret som Vedet af Branden.
Jeg stirrede paa dig, paa Fod, paa Haand,
Paa de pletfri’, skinnende Lemmer.
I Synet henrykt dukked’ min Aand,
Det Syn, jeg aldrig forglemmer!
— Men alt som dit Legems herlige Form
Stod klarere for mit Indre,
Sank min Attraaes ustyrlige Storm,
Og Blodets Bølger blev mindre.
Thi Gratien som et let Gevandt
Flød rundt om de sneehvide Lænder;
Og selv din Skjønhed — saa fuldendt! — bandt
Min Attraaes dristige Hænder.
I Andagt tabt beskued’ jeg dig,
Din Skjønheds Straaler at drikke.
Et classisk Marmor syntes du mig,
En levendegjort Antike.
Et Marmor — men bag den dæmrende Hud
Gik Aarerne frem og tilbage —
En Statue af et Marmorbrud,
Der aldrig har seet sin Mage.