Hvis jeg, der er dig ubekjendt, tør vente,
At du med Gunst vil lytte til min Bøn,
Saa hør hvad jeg dig beder om i Løn,
Og lad mig det fra dine Læber hente.
Hvad jeg vil bede om, kan ei beskrives,
I Ord og Skrifttegn ei dets Væsen fattes.
Det er et Intet, hvis det lidet skattes.
Det er en Himmel, hvis det nu mig gives.
Hvad jeg vil bede om, du ødsel skjænker
Til hvert et Barn, der vugges paa dit Skjød,
Og mens paa det Velsignelsen du sænker,
Det aner ei den Lykke, som det nød.
Hvad jeg vil bede om, for dig er ringe,
Du har et Forraad deraf uden Grændse.
Men mig kan det Lyksaligheder bringe.
Forund mig da hvad ei du synes ændse!
Hvad Romeo, hiint første Mødes Stund
Beruset hvisked’ ind i Julies Øre,
Hvad hun ham tilstod med undseelig Mund,
Det beder jeg dig om — o, lad dig røre!
Den samme Magt, der tvang hans unge Hu,
Hen til din Skjønhed villieløs mig førte.
O, var jeg Romeo, som Julie du!
Og hvis som Julie du mildt mig hørte!