Kunstneren begejstret Meislen hæved’.
Genien sit Almagtsvorde bød,
Ind i Marmorblokkens haarde Skjød,
O Dione! din Indvaaning svæved’.
Meislen Slag i Slag af Steenen skæved’,
Men, som styret ved et sagte Stød,
Hvor Gudindens der den næsten brød,
Den ved hendes Rand tilbagebæved’.
Kunsten Marmorsløret sønderrev,
Steenen, aabenbarede Dione!
Din Nærværelse i den omskrev.
Kunstneren sin vundne Laurbærkrone
Paa Gudindens Alter lagde hen:
Dig, Chariters Moder, egner den!