Man kan kalde Adolph Wilhelm Schack von Staffeldt den første romantiker i Danmark, men Oehlenschläger debuterede imidlertid først og satte Staffeldt bestandigt i skyggen. Født af en adelig, fattig nordtysk major, var Staffeldt dog vor første og eneste digtende aristokrat. Hans digtning blev til i perioden 1792 til omkring 1807, hvorefter han stort set stoppede med at skrive, grundet hans digtes efterhånden udvejsløse indsigt. Lidt pompøst skriver Aage Matthison-Hansen i indledningen til sit Staffeldt-udvalg i 1902: »Som de store russiske Skribenter hørte Schack-Staffeldt til de digtere, der river sig tilblods med deres Pen for at vise os deres Lidelser.«
En anden grund til at Staffeldts digtning ophørte kunne, og ikke mindst vigtigt, være at hans digte ingen opmærksomhed vakte overhovedet — i skyggen af Oehlenschläger. Under skelen til samme Oehlenschlägers debut Digte (1803), udgav Staffeldt en samling med titlen Digte i 1804, indeholdende nogle af de omkring 100 digte han allerede indtil 1802 havde udgivet i danske og tyske tidsskrifter, samt dertil en del nye digte. Denne udgivelse gik fuldstændig ubemærket hen. Efter en tilsvarende samling Nye Digte (1808), indholdende en række sonetter fra 1790’erne samt nye digte, ligeledes gik upåagtet hen, stoppede hans digteriske produktion næsten helt.
Det hører til Georg Brandes’ fortjenteste, at Staffeldt digtning blev reddet fra glemsel. I Det moderne Gjennembruds Mænd (1883) har Brandes bla. skrevet et essay, hvor han gør rede for de moderne træk i Staffeldts digtning.
1769
Staffeldt født i Gartz i Pommern.
1770
Trykkefrihed indføres indtil censurens genindførelse 20/10 1773.