Her I samles Alle, faure Piger!
Og i Klynger I omkring mig staae.
Jeg kan see hvad eders Øine siger.
Ikke sandt? I ønske, jeg skal spaae.
Hvad har du, min Pige, paa dit Hjerte?
Du derhenne sukker dybt og tungt.
Ak, jeg veed, at een og samme Smerte
Trykker Hjertet, medens det er ungt.
Der er En, din Tanke mon begjære.
Vær ham tro, det tjener eder bedst.
Giv ham Alt, men giv ham ei din Ære!
Hvis han beder, husk ham paa en Præst.
— Du er bleg, mit Barn, og mat dit Øie,
Beder mig med Taarer om at spaae.
Gjør din Dont! Ved Arbeid og ved Møie
Skal du, spaaer jeg, snart din Sundhed faae.
Kroget Træ maa gjøres rankt itide;
Der maa Regn, før Skoven skyder Løv;
Kniven, der er sløv, kan ikke bide:
Vil du frem, saa længe du er sløv?
I sin Ungdoms-Tid man Alting nemmer.
Det er svært, du siger; prøv derpaa!
Pigebarnet med de dovne Lemmer,
Hende tør jeg ingen Frier spaae.
Er en Steen for tung, saa lad den ligge!
Er din Kjæreste for stor derpaa,
Lyd mit Raad, mit Barn, og tag ham ikke!
Thi jeg tør dig ingen Lykke spaae.
Er du venlig, vil du nok behage.
Er du munter, kommer Lykken ned.
Er du stræbsom, faaer du gode Dage;
Thi du er din egen Lykkes Smed.
Mørke Dage vexler om med blide.
See til Himlen; der er Skyer paa.
Let som over Himmelen de glide,
Skal din Kummer svinde, tør jeg spaae.
Tvivl kun ei! Man Intet kan forsværge.
Hold dig tapper, Barn, og stoel paa Gud!
Viid, med Taalmod kan du flytte Bjerge,
Og med Haabet tømme Havet ud.
Er du let, saa løber du fra Sorgen.
Er du tung, indhenter den dig tidt.
Var du rig, du gifted’ dig imorgen.
Er du klog, betænker du dig lidt.
Er du flink, du passer din Bestilling.
Er du flygtig, gjør du sagtens Blæst.
Har du Lyst, saa giv mig et Par Skilling.
Jeg har spaaet dig, som jeg kunde bedst.