Sifka.
Min Husbond! min Herre! lyt til mit Ord!
Hvad er gaaet dig imod idag?
Hvi er du saa’ taus og stirrer mod Jord?
Hvad befaler du, dig til Behag?
En Uge rundt var munter din Borg,
Og man feirer vort Bryllup endnu —
Tør Sifka kjende din lønlige Sorg?
Tør hun prøve at muntre din Hu?
Heidrek.
Dig baader kun lidt, at du kjender min Sorg.
Kun saa lidt kan du muntre min Hu.
Mig hindrer, mig ængster min festlige Borg.
Mig forfølger en hemmelig Gru.
Sifka.
Min Herre, min Fyrste! du lette dit Bryst
I den eensomme, natlige Stund!
Maaskee kan Sifka hviske dig Trøst,
Naar du aabner din lukkede Mund.
Heidrek.
— Har Hervar spurgt om min Søn hos dig?
Ikke sandt, hun har ham saa kjær!
Sifka.
Tre Gange var Hervars Terne hos mig,
Og hun selv var tre Gange her.
Heidrek.
Og hvad var dit Svar?
Sifka.
Alt som du mig bød:
At han blev hos din Mærkismand Thord.
— Min ædle Herre, hvi skifter du Lød?
Heidrek.
Sæt dig ned, og agt paa mit Ord.
Du veed, at iaftes jeg drog paa Jagt,
At min Eyolf, min Søn, fulgte med.
En Mand vi mødte, i selsom Dragt,
Udi Skoven, det eensomste Sted.
Hans Væxt var høi, hans Kappe var blaa,
Ham bedækked’ en bredskygget Hat.
Eet Øie jeg kun paa Gubben saae,
Men det lyste som Maanen ved Nat.
Han kaldte sig Gjæst. Hans Tale var viis.
Som i Riim ham Ordene faldt.
Han talte til Asers og Alfers Priis
Og om Himlens og Jordens Gestalt.
Han gav mig Gaader; dem løste jeg let.
Men med Eet hans Aasyn blev strengt.
Han udbrød myndig: „Kong Heidrek, gjæt!
„Med min Gaade hvad har jeg tænkt?
„I Staal og Plade skued’ jeg Een
„I hans Huus var der dunkelt og knapt.
„Men hver Gang udenfor Huset han treen,
„Da et Menneskeliv gik tabt.
„En Søn af Odin dristig han vog.
„Men en Svend, der var fager og bold,
„Hvis Broder paa Stimandsviis ham slog,
„Med sit Blod havde plettet hans Skjold.”
Da kjendte jeg ham, der et Øie har sat
Alt ved Brønden hos Mimer i Pant,
As-Odin, Gubben, der Dag og Nat
Paa min Æts Fordærvelse spandt.
Forbittret raabte jeg: „Ygg, giv Agt!
Thi med Tyrsing gjætter jeg ret!”
Og Sværdet jeg drog, og hug med Magt:
„See nu til, om dens Klinge har Plet!”
Men Odin forsvandt. Fra Luften end
Han mig spotted: „Kong Heidrek, Farvel!
Din Æt til Nedgangen alt rinder hen,
Og din Banemand vorder en Træl!”
— Af Harm jeg skummed’ — ene jeg stod ...
Kun min Eyolf, min Søn, var mig nær ...
Naar Tyrfing drages, kræver den Blod —
Sifka.
O, min Fyrste! hvi tier du qvær?
Heidrek.
Ak, Arngrims-Æten driver en Magt
Til dens Fald som den hastige Elv;
Os selv vi Alle Fordærv har bragt,
I min Søn jeg dræbte mig selv.
Ved Menneskets Idræt Nornerne staae —
Og den rædsomme Daad maa skee!
— Min unge Hustru! græd ikke saa!
Dine Taarer gjøre mig Vee.