Chor af Hirdmænd.
Din Hird har samlet sig, o Drot!
Ind i din Hal vi træde.
Dit stille Liv er ikke godt,
Det standser Festens Glæde.
Forlad med os din Borg idag!
Sæt Hjelmen paa, din Bue tag,
Bestig din Ganger lette!
Alt under Skovens Bladetag
Vi efter Ulven sætte!
Heidrek.
I drage bort, hvis I har Lyst!
Min Hu ei staaer idag til Jagt.
En af Hirdmændene.
Din mørke Grublen har, o Drot,
Din hele Borg i Dvale lagt.
Betragt kun Sifka, hun er bleg,
Og seer paa dig med vaade Blik.
Og dine Mænd som Skygger gaae,
Som om i Helas Hal de gik.
Din Moder, Heidrek, seer jeg hist
Med sine Terner klædt i Sorg.
Hun ræddes for dit dorske Liv.
Jeg veed, at hun vil flye din Borg.
Chor.
Stat op, o Drot! Din Bue tag!
Bestig din Ganger lette!
Alt under Skovens Bladetag
Vi efter Ulven sætte.
Heidrek.
Hvad bringer dig til Kongens Borg,
Min Moder, i den aarle Stund?
Hervar.
Mig bringer hid en lønlig Sorg.
Heidrek.
Forkynd mig dine Sorgers Grund!
Hervar.
Ved Midnat, paa den tause Tid,
Da Drømmene til Folket gaae,
Og Tanken drages hid og did,
Og Syner om vor Fremtid spaae:
Da ængsted’ mig for dig en Drøm,
Der dukked’ op blandt andres Strøm.
Heidrek.
Hvad var din Drøm? Min Moder, tael!
Hervar.
Jeg stod i dine Disars Sal.
Den Fylgie, dig Valhal gav,
Din Vogterske paa Livets Vei,
Hun sønderbrød sin Vandringstav:
„Mit Vink, hun sagde, lød han ei.”
Din Hjelm paa Gulvet knuust jeg saae,
Dit Skjold ved Siden kløvet laae.
Da foer jeg op. Min Drøm iblandt
De andre Drømme brat forsvandt.
Heidrek.
Hvad drømte du igjen? O, tael!
Hervar.
Jeg fandt mig paa den øde Val.
Den var bedækt af Slagnes Lig,
Og gjenlød kun af Ravnens Røst.
Men midt paa Valen saae jeg dig,
Med Tyrfing i dit eget Bryst.
Din Ganger saaret hos dig laae.
Den skjælvede, da mig den saae.
Og op jeg foer. Igjen min Drøm
Forsvandt, men i en uklar Strøm.
Heidrek.
Selsomt og sorgfuldt
Drømmer min’ Moder!
Mener du, Heidreks Liv er truet?
Hervar.
Runer jeg risted’,
Skjebnen jeg forsked’;
Dunkelt jeg kun din Fremtid stued’.
Heidrek.
Odin har givet
Viisdom min Moder:
Siig hvad du saae med en Valas Øie
Hervar.
Odin mig nægted’
Svar i sit Tempel.
Offret jeg har, men han tav, den Høie
Eensom i Natten
Gik jeg paa Veien.
Over mig hørte jeg Vinger sloge.
Hellige Møer
Daled’ fra Skyen —
Ind ad din Borgport Norner droge.
Aser og Alfer
Vogte paa Fyrsten.
Folkenes Kaar betroes hans Hænder.
Folkenes Styrer
Styre sin Vrede!
Ellers fra ham sig Valhal vender.
Heidrek, af Arngrims-
Ætten du stammer;
Ak, og en Bersærks Id du arved’.
Derfor med Haddings,
Derfor med Eyolfs
Brødefrie Blod du Tyrfing farved’.
Hervar har vogtet,
Vogtet med Angst har
Hervar din Søn, din Eyolf blide.
Nu har du dræbt ham!
Nu jeg befrygter,
Har dine Disar forladt din Side.
Dæmpet Chor af Hirdmændene.
Drottens Aasyn bliver blegt,
Veiret henter han saa dybt!
Over Pandens Furer gaae
Tanker i forvildet Flugt —
Som i Efterhøst en Søfuglskare
Over Havets Furer vildsomt fare.
— See nu stod han op — hans Øine true,
Hjelmen griber han, og Sværd, og Bue!
Heidrek.
Saa lad da Agg den gamle paa Drotten vredes!
Mig ængster ei hans Trusel, ei Hervars Drømme!
Hvis jeg fra Arngrim stammer, fra stærke Jætter,
Min Styrke jeg med Odin, med Valhal prøver.
Men du, min Hustru Sifka! din Kind, der vexler
Med Rødmen og med Bleghed, har nævnt din Brøde.
Du loved Heidrek Tavshed; du har forraadt mig,
Med Eyolfs Død forfærdet min Moders Hjerte.
Jeg nænner ei at straffe din fagre Ungdom.
Men fra min Borg, mit Leie du brat forskydes!
Og end din Slægtningskare, som nys jeg hædred’,
Fra denne Stund som Trælle min Hird skal følge.
— Til Jagten, mine Hirdmænd! Ei længer Drotten
Med Grublen og med Drømme sin Hal formørker.
Lad Ludurhornet lyde! Afsted vi drage,
Og ved Havadahøien vi Ulven jage!
Chor af Hirdmændene.
Lad Ludurhornet lyde! Afsted v i drage,
Og ved Havadahøien vi Ulven jage!