Der var saa faurt under Lindens Løv,
Saa tyst i den Aftenstund.
Jeg sad med Ryggen imod et Træ,
Og Hornet jeg holdt for min Mund.
Udi Skoven.
Mit Horn det klang over Skoven ud,
Jeg selv var i Hu saa mod.
Hvert Blad paa Træerne skjalv derved,
Og Blomsterne bøiede stod.
Udi Skoven.
Lidt fra mig sprang der en fremmed Fugl
Og hopped’ fra Green til Green
Dens Fjedre vare med isprængt Guld,
Og røde saa Vare dens Been.
Udi Skoven.
Min Hund, der tygged’ det vaade Græs,
Med Snuden mod Jorden ned,
Sprang op saa munter, med Halsen frem,
Og logred’ og iled’ afsted.
Udi Skoven.
Jeg mærked’ vel paa den liden Fugl,
Der fløitende nærved stod,
Jeg mærked’ alt paa min muntre Hund,
Mig dennegang Lykken var god.
Udi Skoven.
Men meest jeg mærked’ det paa mig selv,
Paa Hjertet, der slog saa glad,
At hun, jeg tænker paa Nat og Dag,
Kom gaaende der hvor jeg sad.
Udi Skoven.