Med svag, men gunstig Vind, for fulde Seil
Gled paa Atlanterhavets Speil
Fregatten Ørnen henad Bølgeskummet.
Mens brusende dens Kjøl i Søen skjar,
Og Luften Seilene som Vinger har,
Den svæved’ majestetisk gjennem Rummet.
Det var om Natten; Havet dæmred’ tyst;
De lette Bølger slumred’ paa dets Bryst,
Og Seilet fyldtes svagt af Luftens Aande.
Næer Skibet saaes et hvidt og glandsfuldt Skum;
Langt ude lød et selsomt Brum,
Et Hviin, som jamred’ Havet sig i Vaande.
Paa Dækket var det stille. Af og til
Man hørte Rattets Knagen, Linens Spil,
Og Trin af Vagterne paa Batteriet —
Da En af Skibets Mandskab steg
Fra Lasten op med Angst og Hast og skreg:
Brand! der er Ild i Archeliet!
Og bag ham, hastig som han selv,
Sig vælted’ Røgen, voldsom lig en Elv,
I tykke Strømninger og fyldte Dækket.
Og ud af Røgen Luerne sig rev
Som smaa og korte Lyn, hvis Bytte blev
Raaseilene, der nederst rækked’.
Fra Banjerdækkets Porte Flammer skjød,
Der over Røstet hvislende sig brød
Og snoede sig langsmed Skibets Vanter.
Det brede Mers-Seil og Fregattens Fok
Gik op i Luer som et flygtigt Fnok,
Og Ilden greb de høie Bram-Seils Kanter.
Det var et rædsomt Syn! Blandt Damp og Qvalm
Faldt lange Ræer ned som knækket Halm,
Og Ilden spilled’ op ad Toug og Line;
Og midt i Røgens tætte, hvide Svøb
Man øined’ dunkle Skikkelser, der løb
Med mørke Blik og med fortvivlet Mine.
Blandt Luers Knittren hørtes hæse Kaab
Og Skrig om Vand, stjøndt synligt uden Haab;
Og ærligt stræbte Skibets flinke Drenge.
Forgjæves kun! I Nattens Skjød
Fregatten havde baaret paa sin Død,
Og Ilden dybt i Lasten ulmet længe.
„Giv op Mesanen, Manne! Agter ud!”
Saaledes klang det — frugtesløse Bud!
For seent mod de fordærvelige Magter!
Thi fra den hele Reisning styrted’ ned
De brændte Seil og Tougværk, og en heed,
Usalig Damp bedækte Skibet agter.
Da mærked’ Alle, nu var Nøden stor.
Fregatten lystrer ikke meer sit Roer,
Den svaier af og dukker ned og hæves.
Og pludselig forkynder En med Skræk:
Vi synke! Skibet har en Læk!
Barkassen ud!” — Men ak, det var forgjæves!
Thi mens Fregatten, Undergangen nær,
Langt over Havet kasted’ lyst et Skjær,
Lig Ætnasvælgets høie Fakkel;
Mens hist og her og af sig selv en ladt
Kanon gik af, og drøned’ mat
Som Nødskud for den brændende Fregat,
Sank Skroget langsomt ned med Toug og Takkel.
Da blev det stille. Paa den klare Brand
Det dybe Mørke fulgte. Skum og Vand
Slog op omkring den stolte Orlogsmand,
Og Søen brusede med vilde Toner.
Kun Vimplen, Skibet trofast til dets Grav,
En Kjende svæved’ paa det øde Hav,
Og sank, mens fjerne Kyst en Gjenlyd gav
Af Drønet af de synkende Kanoner.
— Af Ørnens Mandskab kom kun trende Mand,
Og af det stolte Skib en Baad iland,
Og Levninger af svedne, slukte Brande.
Men Røgen høit paa Nattehimlens Blaa,
I dunkle Grupper sanket, længe saae
Lig melancholske Skyer paa
Fregattens Grav, de tause, mørke Vande.