Vi hilse dig, o Aftenblaa,
Med dine Stjerners Vrimmel,
Mens dristig vore Tanker gaae
Fra Jorden til en Himmel.
Vel falder denne Gaard lidt trang,
Vi kan os lidt kun brede;
Men grændseløs er Tankens Gang,
Endskjøndt vi staae hernede.
Og vel er dette Huus ei stort,
Og pragtfuldt ikke heller;
Men som en kunstig Kube gjort
Med hyggelige Celler.
Og Hver af os er som en Bie,
Der laver liflig Honning
Af Lærdom, Kunst og Poesie —
Og Provsten er vor Dronning.
Naar over Eng og over Vang
Man hører Brum af Bier,
Kan vi traetere Folk med Sang
Og skjønne Melodier.
Om Dagen gaae vi til vor Dont;
Naar Solens Straaler nærme
Sig Aftenhimlens Horizont,
Begynde vi at sværme.
Thi hilse vi med Sang paany
Hiin Mylr af fjerne Kloder;
Vi hilse dig, o dunkle Sky,
Velsignelsernes Moder!
Vi hilse dig, du stille Luft,
Der hviler som i Drømme
Og bringer Lindetræets Duft
Til os i fine Strømme.
Og dig, o minderige Træ!
Vi takke for din Skygge;
Forund os længe Ly og Læ,
Og bring os Held og Lykke!
Vor Provst med Sange hilse vi!
Han og hans Huus florere!
Regensens muntre Colonie
Han viseligt regjere!
— Den klare Sommeraften alt
I Nattens Favntag glider,
Og sagte hviskes overalt:
„Nu er det paa de Tider.”
Beskjærm og Alle, tause Nat!
Naar vi paa Leiet ligge;
Og, drømmer Nogen om sin Skat,
Vi bede, væk ham ikke!