Der leved’ i en By engang
Skraas over for hinanden Tvende.
Den Enes Lod var jevnlig Trang,
Den Andens Rigdom uden Ende.
Den Ene regnet blev til dem,
Hvis Velstand i Contanter stikker.
Den Anden hjalp saa smaat sig frem;
Den Stakkel var kun Kjedelflikker.
Men denne Kjedelflikkers Lod
Var ei af dem, man skal foragte.
Vel bliver Armods mindste Braad
Let til et Spyd, man ei kan magte.
Men vor Johan — det var hans Navn
Forstod med Fattigdom at kjæmpe,
Forstod at bære mangt et Savn
Og Tæring efter Næring lempe.
Derhos han var en lystig Svend,
Der ei gad gaae omkring og jamre.
Fra Morgen og til Aften hen
Man hørte ham paa Kjedler hamre.
Han stræbte flinkt, gik ei og drev,
Paa Kro og Kippe han ei føited’;
Han munter ved sit Arbeid blev,
Og sang imellem eller fløited’.
Ja, han var munter! Slig en Svend
Jeg fremfor Alle høilig priser.
Af Sang især han var en Ven,
Og han var rig paa smukke Viser.
Selv Violinen gned han lidt;
Hver Helligdag den ham forkorted’,
Og ved dens Klang han glemte tidt,
At det paa mange Ting ham skorted’.
Saaledes fra den lyse Dag
Og til den dunkle Aftens Ende,
Paa Sang og Klang og Hamrens Slag
Hans lave Huus var let at kjende.
Men denne Tummel, denne Støi
Var fælt besværlig for den Rige,
Hvis Vanning med sin bedste Fløi
Skraas over for man saae at stige.
Den stakkels Mand, der var saa rig
Som Keiseren, maaskee som Paven,
Var i Tilfredshed ikke lig
Med vor Johan — thi han var gnaven.
Læg Mærke vel til dette Ord!
Der er en Orm deri, en lille,
Men en, der os paa denne Jord
Vor Lykke daglig kan forspilde.
Ja, han var gnaven! Slig en Svend
Jeg altid hadet har som Pesten.
Han ærgrede sig Livet hen,
Til Byrde for sig selv og Næsten.
Han brummed’, naar en Dør gik i,
Og naar man talte høit, han mukked’,
Han laae med Folk i Skjænderie,
Naar nær ved ham et Barn blev vugget
Nu, denne Rige havde kjøbt
Et Huus, der just blev repareret.
Det skinnede som det var støbt,
Og Intet i dets Pragt manquered’.
Men da han nu den første Dag
Betragter Alt, der var istandsat,
Han hører Sang og Hamrens Slag,
Seer ud, og raaber: „Det var bandsat!”
„En Kjedelflikker skraas for mig!
Hvad kan saa dette Huus mig nytte!
Med Støi man skulde plage sig?
Med Sang? — Nei, ham skal Fanden flytte!
Lad En gaae over! Hent ham strax!
Jeg tænker, jeg forstaaer at snakke
Et Ord med Folk af dette Slags.
Endnu idag han skal sig pakke!”
Johan kom ind. Han skrabed’ ud,
Han bukkede saa godt han kunde,
Og sagde: Herren har sendt Bud;
I vil mig nok lidt Næring unde.
„Nei — svarede den Rige kort —
Hans Støi og Skrig er mig iveien.
Han fra mit Huus skal flytte bort.
Men skynd sig — jeg betaler Leien.”
Jeg flytte? — brød forundret ud
Johan og stirred’ paa den Rige.
„Som jeg har sagt, og gaae med Gud!”
— Nei, kjære Herre, lad Jer sige.
I dette Huus der er jeg født.
Det har jeg arvet fra min Fader.
Og naar jeg ikke haardt er nødt,
Jeg heller ei mit Huus forlader.
„Godt — svarede den Rige flux —
Jeg vil ei tage det saa nøie.
Skjøndt hvad han siger der, er Jux,
Skal han dog see, jeg kan mig føie.
Bliv i det Hundehul, ifald
Han vil det da, men hold sig stille!
Paa Kjedler han ei hamre skal,
Han skal ei synge, skal ei spille.”
Ei hamre? — raabte høit Johan —
Ih nei! Hvoraf skal jeg da leve?
„Ei! — gav til Svar den rige Mand —
Han leve skal, og som en Greve.
Her har han Penge, meer end nok.
Kom og hold hid sin store Næve!
Her er Ducater, et Par Skok,
Og vil han fleer, saa kan han kræve”
Den, der blev glad, det var Johan.
Guds Død, Ducater! det kan batte!
Nu var han jo en holden Mand!
Knap kan han selv sin Lykke fatte.
„Top, jeg skal føie mig i Alt,
I al min Gjøren og min Laden!”
Og til sit Hjem, saa nær han faldt,
Han løb i Fiirspring over Gaden.
Her først han lukker godt sin Dør,
Og breder ud paa Bordet Skatten.
Og hvad han ikke jubled’ før,
Han jubler nu, og svinger Hatten.
Og høit og i en kraftig Sang
Hans Lyst og Overmod fornye sig —
Da fra hans Gjenboes Vindue klang
En Stemme: „Slubbert, kan han dye sig?”
Av, det var galt! den dumme Sang!
Det var den Gamle, han har hørt mig.
Men — svor han — det var sidste Gang!
Jeg troer, den Onde har forført mig.
Og for at trøste sig, han tog
Sin Skat og tallte den saa længe,
Indtil han Grillerne forjog
Og — faldt i Søvn hos sine Penge.
Den næste Dag var Søndag. Let
Han Sprang af Seng, sin Skat at skue.
Og da han havde seet sig mæt,
Han greb til Violin og Bue.
Og spillede med Tak til Gud
Hvad først hans fromme Sind indskjød’ ham —
Da fra hans Gjenbo kom et Bud,
Der glatvæk Violin forbød ham.
Han lagde da Violen hen,
Lidt traurig. Tidt han havde prøvet
Dens milde Trøst; den var hans Ven,
Naar han var munter og bedrøvet.
Og selv han skulde troløs nu
Til evig Taushed den fordømme!
Han blev forstemt og mod i Hu
Og stod og grubled’ som i Drømme.
Saaledes gik det Dag for Dag:
Naar blot han fløited’ lidt med Munden,
Og slog med Hammeren et Slag,
Og nynned’ lidt i Aftenstunden,
Ved al hans vante Tidsfordriv,
I al hans Gjøren og hans Laden,
Forbittret blev den Armes Liv
Ved dette Raab: Hold Fred i Gaden!
Og Frygt for Tyve kom nu til.
Hvad, om en Gavtyv stjal ham Skatten?
Den Tanke fast ham gjorde vild
Og jog ham af hans Seng om Natten.
— Det holdt ei ud den stakkels Svend.
En Dag han sad og grubled’ længe,
Gik saa med rask Beslutning hen
Og skrabed’ sammen sine Penge.
Og traadte hos sin Gjenbo ind,
Og, ubekymret for hans Brummen,
Han med et let, fornøiet Sind
Bad ham beholde hele Summen.
„Nei, tag den! Herren kan mig troe,
„Jeg har ei ædt, jeg har ei drukket,
„Mig denne Sum lod aldrig Ro,
„Og aldrig fik jeg Øiet lukket.
„Med Guld I bandt min glade Røst,
„Med Guld I fik mig til at drive.
„Men al min Tid var Sang min Lyst,
„Og Arbeid har mig holdt i Live.
„Nei, jeg maa synge høit i Sky,
„Maa stræbe for mit Brød paany,
„Og hamre lystig paa min Kjedel.”