Engene dufted’, beskylled’ af Voven;
Himmelblaa Bækken
Nynned’ og iilte med Hast gjennem Skoven.
Havet var furet af Kjølen paa Snekken.
Nattergal-Klagen
Fyldte min Tanke med sødt Sværmeri;
Vindene hvisked’ med Susen deri,
Hviilte sig ud efter Touren om Dagen.
Fjernt fra mig tonede Trommen og Luren;
Hæslige fjendske
Mennesker kjæmped’ til Trods for Naturen.
Bulderet hørte jeg, Hestene vrindske.
— Lærkernes Toner
Kalder Soldaten fra Vinter-Qvarteer.
Solen, der kommer befrugtende, seer
Krigen med Oprør og Revolutioner.
Krigen om Sommeren hades af Muser;
Marker og Enge,
Søen, der op imod Kysterne bruser,
Skulle jo lytte til Digterens Strenge;
Nattergal-Røsten
Gribe ham med Melodiernes Magt;
Bølgerne lære ham Rhythmer og Tact,
Hvergang de skylle med Skvulp imod Kysten.
Derimod Vinteren kalder til Striden;
Digteren binder
Lyren om Skulderen, Sværdet ved Siden,
Iler at kjæmpe med Musernes Fjender.
Foraar og Sommer
Bygge de Himmelskes Sommer-Qvarteer;
Vinteren Muserne væbnede seer
Drage til Kampen med Piber og Trommer.
— Derfor, o venlige Læsere! tøved’
Digteren længe,
Sommeren over, forinden han prøved’
Sværdet at gribe for lesbiske Strenge.
Vinteren kalder
Munter hans Tanke til Musernes Leir;
Gjækkende Gratier love ham Seir,
Vække ham atter til Liv, naar han falder.