Misund mig ei mit hvide Haar
Og min Erfarings Skat!
Naar Sneen høit paa Marken staaer,
Den skjuler en begravet Vaar.
Hvad gavner mig en Høst af Aar,
Naar Haand og Fod er mat!
Misund mig ei, at dette Bryst
For Lidenskab er frit!
Saa blot og bart for Livets Lyst,
Saa tomt og sløvt for Glædens Røst —
Misund mig ei! O var mit Bryst
Saa brændende som dit!
O var mit Øie, Dreng, som dit
Af Viin og Veemod tungt!
Var Pigebarnet hist der blidt
Og kjærligt smiler til dig, mit!
O Dreng! var dette Haar ei hvidt,
Og Hjertet atter ungt!
Tag ned den rige Vedbend-Krands,
Der snoer sig om dit Haar,
Og sæt den paa den gamle Mands
Sneehvide Tinding — syng og dands!
Jeg vil forfriskes i den Glands,
Der straaler om din Vaar.
Gjør Plads for Gubben! Plads, min Ven!
Og deel med mig din Viin!
O kunde jeg, som du, af den
Inddrikke Drømmens Lyst igjen,
Og sværme Liv og Lykke hen
I denne gyldne Viin!
Kom med dit Bæger! kom, tag fat!
Og sæt det til min Mund.
Min Arm er gammel, Haanden mat,
Den ryster, som du seer — tag fat!
Jeg hæver Bægrets gyldne Skat,
Der flyder paa dets Bund.
O Liv og Lyst! O Strøm af Ild!
O minderige Viin!
Som Gubbens Ungdom stærk og vild,
Og øm som den og from og mild,
Saa kjærlig og saa fuld af Ild,
Saa heftig og saa fiin!
Skjænk atter i, og syng en Sang,
Syng med din kjælne Glut!
Som du, som du jeg fløi engang
Til Dands ved Tambourinens Klang,
Som du jeg lagde ned i Sang
For Skjønhed min Tribut
O Billeder paa gylden Grund!
Forsvundne Dages Glands!
Hvad gav; hvad gav jeg for et Blund
Ved Pigens Side, Mund ved Mund,
For een i Letsind levet Stund,
Og for min Ungdoms Dands!
Forbi! — Min sidste glade Dag
Jeg her med dig har holdt.
Forbi er dette Livs Bedrag,
Min Ungdom flygtet, Gubben svag,
Og mat er dette Hjertes Slag,
Og dette Bryst er koldt.