Lad mig gaae! Jeg drikker ikke meer!
Jeg vil ikke meer med eder klinke.
Vinens Gud er her; men Ingen seer
Ham, den glade, med sin Thyrsus vinke.
Straalen fra Champagne-Flaskens Hals
Springer ud i skummende Cascader.
Ak, men I, som var jert Liv tilfals,
Stive staae og med forknytte Lader.
Druen vinker eder, purpurblaa,
I Madeiren eders Haab forgyldes —
Svar mig da, hvor kan I tænke paa,
Hvad en unaturlig Vedtægt skyldes?
I har givet mig den stærke Drik,
Presset hede Druer i mit Bæger,
Og vil tvinge mig i eders Skik,
Mens en Gud med mine Sandser leger.
Medens Vinens Aander kjækt befrie
Diffterne, der ellers lydigt slumre,
Skal jeg tee mig sømmeligt som I,
Sidde ned i eders Sal, den lumre.
Skal betragte følesløs og kold
Al den Skjønhed, der forbi mig sværmer,
Lægge Panden i beregnet Fold,
Vogte mig, at Ingen jeg fornærmer.
— Kjære Herre! lad mig gaae min Vei!
Drikke Viin som De, det kan jeg ikke.
De har god Natur, er kold og bleg,
De kan uden Frygt Madeira drikke.
De har god Natur og godt Humeur.
Naar De vel har klinket, raabt og drukket,
Er De dorsk og villjeløs som før,
Deres snævre Bryst som før er lukket.
Dem, jeg veed det, volder ingen Meen
Denne Viin, saa fyrig og saa stille.
Drik kun De! og sæt Dem som en Steen
Hen ved Spillebordet for at spille.
Ak, men mig beruser Vinens Magt!
Mig betvinger Vinens Lyst og Varme!
Inden i mig jubler Verdens Pragt,
Og jeg savner Alt med Beiler-Arme.
— Unge Jomfru! ung og faur og fiin!
Beed mig ei saa bønligt om at drikke!
Dette Glas med Spaniens hede Viin,
Troe mig, taaler jeg iaften ikke.
Farlig er for Mennesket den Glands,
Vinen spiller med i Glassets Skaaler.
Vinens Perler, i olympisk Dands,
Lokke med udødelige Straaler.
Disse Perler, Venus-Øine hver,
See paa mig saa brændende, saa klare —
Skjønne Jomfru! staae; mig ei saa nær!
Blot et Glas — og Gud maa Dem bevare!
Hvis jeg drak — o skrøbelige Liv! —
Blot et Glas og lod mig sødt bedaare,
Faldt jeg Dem om Halsen — ak, tilgiv!
Trykte Dem til mig med Kys og Taare.
Ja, der er en Magt i Vinen gjemt,
Der med Herskerbud vort Bryst bevæger.
Denne Magt — jeg føler det beklemt —
Grumt med Menneskenes Idræt leger.
— Villig giver jeg Enhver sin Ret.
Jeg vil troe, I gode Mænd og Fruer!
At i eders Kreds jeg passer slet;
Mig til Gjengjæld heller ei den huer.
Lad mig da, mens Legen end er god,
Gaae i Fred fra eder, gode Venner!
Her i Salen ruller sygt mit Blod;
Vinen mig med Feberhede brænder.
Det er Synd, I see paa mig med Spot,
Søge Strid, fordi jeg ei vil drikke.
Kjære Herrer! vi kan enes godt —
Nei, men drikke med Jer kan jeg ikke.