Imellem Kattegat og Østresalt,
Imellem Beltet hist og Øresundet
Blev Sjælland med jomfruelig Gestalt
I Havet fast, men let og luftig bundet.
Der er saa smukt og fagert paa dets Kyst,
Og Duften frist fra gyldne Neeg og Stakker;
Og Skoven, sommergrøn til dybt i Høst,
Er blødt grupperet mellem Eng og Bakker.
Fra Marken stiger Morgenlærken op
Med Psalmer, der igjennem Luften svømme;
Men Nattergalen hist fra Bøgens Top
Besynger ømme Savn og gyldne Drømme.
Om Dagen kaster Solen af sin Glands
En Strøm af Guld paa Sundet over Søen;
Men Nattens Dug, i lette Taagers Dands,
Strøer tusind klare Perler over Øen.
— Saaledes ligger, yndig, fri og let,
Betrygget ved et Hav, der mægtigt bruser,
Mit Øland, en af Gud velsignet Plet,
Et Fristed for de naaderige Muser.
Tilgiv mig, at jeg priser høit mit Hjem —
Ak, der er smukt og fagert her ved Søen!
Tilgiv! og lad mit Digt bevæge Dem,
At blive end en Stund hos os paa Øen.