Natura fleret laudabile carmen an arte,
Quæsitum est.
Horat.
I mindes, elskte Venner! jeg er glædet
Med Bifald af en aandrig Recensent,
Der uden Spørgsmaal har fortjent
Blandt Tusind at beklæde Dommersædet.
Men denne — hvad mig virkeligt fortrød —
Forglemmer, at den gamle Knud er død;
(Jeg mener ham med de bevidste Støvler,
Der stred med Peder Hjort og Peder Vrøvler)
Og revser Galten for hvad Grisene forbrød.
Han søger nemlig ligefrem at svække
En paradisisk Knuds Raisonnement
Blandt andet ved en Sats, hvortil engang
Jeg har af Dit og Dat mig ladet gjække.
Desuden glemmer han, den gamle Jens
Var ei befriet for Inconseqvens.
Men skal en Sætning svækkes ved en Mening,
Jeg yttret har etsteds, da bør der agtes paa,
Om slig en Yttring taaler en Forening
Med hvad hos mig et andet Sted kan staae.
Thi Menneskernes Tanker gaae
I en med Tæthed sammenslyngt Forgrening,
Hvis Stamme vel, som Træernes, kan slaae
I een og samme Jord de samme Rødder
Og altsaa vistnok staae paa samme Fødder:
Men disse Tanker kan saavist
(Og tidt ved Jux, der findes i Forstanden)
Med samme Lethed krydse sig tilsidst
Som tvende Grene krydses med hinanden.
Hvad mig betræffer desforuden,
Da har jeg upaatvivleligt,
Imens jeg levede hos Jer, af Sligt
Desværre haft en dygtig Rem af Huden;
Og undertiden staaer mit bedste Digt,
Hvad en og anden Mening angaaer, lige
I Strid med det, de andre Digte sige.
„Ja, det er slemt!”
Saa lyder Eders Svar bestemt.
— Nei, elskte Venner, det er ikke slemt,
Hvis ellers jeg betragter Tingen rigtigt.
Thi Digteren er Øieblikkets Søn;
Ham bør Momentet være vigtigt.
— Saa lidt som Søen vilde synes skjøn,
Ifald den ei med Blødhed lod sig forme
Snart af den lette Vind og snart af stærke Storme,
Og snart blev farvet af en dunkel Sky,
Snart af de lyse Masser, naar de flakke
For Vind og Veir, og snart af Strand og Bakke,
Snart speiled’ Taarnet af fra fjerne By,
Mens Himlens Purpurstrimer gjøde
I Bølgens Favn et yndigt Aftenrøde,
Indtil den i en Sommer-Nat paany,
Saavidt vort Øie rækker,
Sig klar og blaa og stille strækker;
Saa lidt som Søen uden slig
For Indtryk udenfra modtagelig
Natur bestandigt atter vilde drage
Beskueren til Strandens Bred tilbage:
Saa lidet vilde Digteren behage,
Hvis ei hans Lyras Spil, afvexlingsrig,
Tilkjendegav en Sjæl, der Form og Farve vinder
Af Synerne, der kommer og forsvinder.
Ja, Digteren er Øieblikkets Barn!
Og som et Barn han kan forvildes;
Og Lyst og Ulyst hedde Nettets Garn,
Hvori hans Vinger alt for ofte hildes.
Han afskyer og han væmmes snart ved det,
Hvorfor han nyligt skreg sig hæs og træt,
Og græder, naar en Glæde ham forspildes.
Han bliver vred og stamper med sin Fod,
Naar Verden gaaer ham bare lidt imod;
Men ved et Ord han atter kan formildes.
Seer, elskte Venner! det er Grunden til,
At een og samme Skjald kan synge
Til een og samme Lyras Spil
Snart om en yndig Pigeklynge,
Om Amors Kogger, om den tause Nat,
Om Glutten, han i den har Stævne sat,
Og om Lyæus’ Bægere, der stødes
Imod hinanden til det morgenrødes;
Snart om en reen og hellig Ild,
Der næres ved en ung Madonnas Smiil,
Om Dydens Magt, om velanvendte Dage
Og om Minuterne, der svinde fage.
Og det er Grunden til, at ugeneert
Hans Musa stundom for en Mening strider,
Mod hvilken han til andre Tider
Med Heftighed har disputeert;
Og endelig — thi det er vel paa Tide,
At jeg mig nærmer til det Punkt,
Hvortil Pegasen har begyndt at ride —
Det samme Sind, bestandig barnligt-ungt,
Der hurtigt væmmes
Ved det, der atter hurtigt glemmes
Og siden gribes til, er Aarsag i,
At jeg, før med mit Liv det var forbi,
Blandt flere Meninger, der ikke
Særdeles dybt i Conseqvensen stikke,
En Tid har talt med lidt Antipathie
Og til en anden med — Philosophie
Hiin Vankelmodighed i Domme,
Der hos en Digter hænger sammen med
Hans bedste Leven for en Evighed,
Bør, troer jeg, i Betragtning komme,
Naar det, min Pen i Paradis skrev ned,
Skal svækkes
Ved det, der ud af mine Skrifter trækkes;
Og en Critik, der viser overalt
Ei blot et skærpet Blik, men en retfærdig
Og gjennemtænkt og Sagen værdig
Betragtning af et Digterværks Gehalt,
Bør mindes vel (det troer jeg, man kan vente),
At Jens har stundom taget sig en Luur,
Og ikke glemme min bekjendte
Poetiske Chamæleons-Natur.
„Os undrer saare — hører jeg paany
Med mild Bebreiden Eders Tale —
Os undrer, ædle Knud! at Du vil tye
Til Sligt, der, som det synes, har en Hale.
Du, der til alle Tider har i Skrift
Og Tale kjæmpet mod Poeters Soven
Og vækket dem, hvis Søvn faldt altfor doven,
Forsvarer næsten Søvn — det er for stivt!
Selv har Du dog vel aldrig Sviin paa Skoven?
Og Du, Monfrère! der ifjor endnu
Tilkjendegav, at Tankens Rigtighed
Er virkeligt af allerstørste Vigtighed,
Du — bliv ei vred, ifald vi smile — Du,
Forunderligste Jens blandt alle Jenser!
Forsvarer, som man seer, Inconseqvenser!”
Tillader mig, I mildt Bebreidende!
At takke først for Skaanselen, hvormed
I røre ved mit ømme Sted;
Dernæst min Tak med Følgende geleidende:
Hvad Søvnen angaaer, har man tidt bemærk’t,
At ei alene Poesiens Perer
Kan sove sødt, men ogsaa dens Homerer;
Kun sove disse let, men hine stærkt.
Mens hine snorke dyrisk, drømme disse,
Og denne Drøm er af Værdie tilvisse.
Homerers Søvn er som en Fugls paa Qvist;
De vaagne tilmed af sig selv tilsidst.
Jeg mener derfor, jeg tør vove
At skille ligefrem
De umaneerligt Snorkende fra dem,
Der som Poeter blot maneerligt sove.
Hvad angaaer Tankens Rigtighed — Gud frie
Mig nogensinde for at nægte
En Sats, hvorfor jeg Dag og Nat vil fægte,
At Tankens Rigtighed er Sjælen i
Al tænkelig, al mulig Poesie.
Men eet er Tankens Rigtighed, et andet
Dens Sandhed, mener jeg; og en Poet
Gaaer ikke Glip af sin Celebritet,
Fordi han er paa Sandheds Klipper strandet.
En Sats kan være tvivlsom, falsk endog;
En Moralist, en Philosoph kan gjerne
Saa godt som reent fordømme den — og dog
Fordøies den af en poetisk Hjerne.
En Digters Element er Phantasiens Hav
Og Følelsernes dybe Strømme;
Han rider kjækt med slappet Tømme
Begeistrings Ganger i Gallop og Trav;
Og en Poet har Lov at troe paa — Drømme.
Men, vil han sætte gjennem Strømmens Vand
Og gjennem Havets Oprør styre
Og stemme høit til Hest den gyldne Lyre
Og drømme — bør det gjøres med Forstand.
Kort, for kun ganske ligefrem at tale:
Poeterne har Lov at være gale;
Men — mærker vel! — jeg kræver af min Mand,
At han skal tee sig galen med — Forstand.
At sætte Skranker
For en begeistret lyrisk Digters Tanker,
Er stridende mod Musers Bud;
Men dette kræve Mennesker og Gud:
I Tankefølgen, i den egne Maade,
Hvorpaa han lader Phantasien raade,
Og i den Færdighed, hvormed
Hans Kunst forbinder Tanken Led for Led,
Bør aabenbares en Fornust, der veed
Hvad den besluttet har af Musers Naade.
Hvad altsaa angaaer fransk Literatur,
(Som jeg forresten,
Ved Reflexionen om Poeters Luur
Et cetera, har sovet over næsten)
Da har man undret sig i Kjøbenhavn,
At Folk i Paradiser
Den danske Digter hen til Frankrig viser,
Og lover sig af Sligt kun ringe Gavn.
„Du glemmer — siger man — idet Du priser,
En gallisk Digtekunst, den Opposits,
Den svenske-nyere, den tydske, danske
Literatur har sat imod den franske,
Lidt stive, som man syntes, og lidt spanske,
Lidt affecteert-æsthetiske Justits.
Betænk, Du selv har vraget, før Du døde,
Særdeles tidt de franske Musers Føde.”
Sandt; men i Paradis forstaaer man grumme fiint
Imedens man fordømmer dette,
Man dog som billigt respecterer hiint.
Man dadler vel den altfor snævre Skranke,
En Franskmand slaaer omkring sin Æsthetik;
Men roser, at han agter streng Critik,
Og man beundrer høit hans gode Skik
At tænke, før han skriver ned en Tanke.
Man ryster vel paa Hovedet, naar tidt
Den franske Digter synes os at vove
I Phantasiens Verdener for lidt.
Men, at han troer, den sunde Tænknings Love
Bør ei, fordi Poeten drømmer, sove,
Det sætter ham gevaltigt i Credit.
Man smiler endeligt, naar den galante,
Lidt ceremonielle Franskmand staaer
Og bukker som Poet med Pudder-Haar
Og kalder Musen sin „Charmante”
Men troer, at, naar der synges skal til Guds
Og Verdens Priis, saa er det Elegante
At foretrække for det pure Smuds.
„Men Du har roest den franske Digters lette
Og gratiøse Rhythmer; i Rhythmik
Slaaer netop franske Digtekunsten Klik.”
„Nu, elskte Venner! jeg vil ikke trætte.
Hvis I tillade det, da kan jeg snart
Udvikle her min Mening kort og klart.
Ved Rhythmus menes
Den Egenskab ved Talen, at dens Ord
Melodiøst og udtryksfuldt forenes;
En Egenskab, som Ingen, det jeg troer,
Betvivler, blev i Prosa ogsaa funden;
Til Fodmaal er den altsaa ikke bunden.
I Verset ligger Rhythmen i
Den Egenskab, at to og siden flere
Af Versets Fødder smukt sympathisere
Ved en for Øret hørlig Melodie.
Igjennem disse Rhythmen atter dandser,
Indtil den bliver kjendelig i Stanzer;
Og Stanzerne (hvis Digtet selv er deelt
I dem; hvis ikke, Digtet som et Heelt)
Forene sig paany til Harmonier,
Som Rhythmen til melodisk Vellyd vier.
Det indsees altsaa let, hvor megen Vægt
Et øre, der begjærligt Rhythmen søger,
Tør lægge paa, om Verset er correct;
Samt om en kunstig Form dets Værd forøger.
En simpeltbygget Jambe kan forvandles
Til Melodie, naar den med Aand behandles.
Unægteligt er vort og Svenskens, Tydskens Sprog
Ved Bøielighed og Betoning egnet
Til skjønne Former for et Digt; og dog,
Hvis Sprogets Rigdom ei er klogt beregnet,
Da bliver Digteren en Fusker, blot
Fordi han har det mageligt og godt.
I Korthed: kan man Stavelserne tælle
Og maale dem og veie deres Vægt
Og see, at Versets Fodmaal er correct,
Da fristes man til Fusken, blot fordi
Man byggede paa Sprogets Prosodie.
Men i den franske Poesie
Er netop Mangelen af Qvantiteter
En Aarsag til, at dens Poeter
Omhyggeligt maae søge Melodie.
Der kan man ikke lade sig forføre
Af Versets Fod, der smigrer plumt et Øre;
Det er nødvendigt, at der lægges i
Den hele Linie Fald og Melodie;
Og der maa sørges for, at man kan høre
I Versenes Forening Harmonie.
Og elskte Venner! heri er det grundet,
At jeg i Franskens Poesie
Saa ofte rhythmisk Tact og Klang har fundet.
I alt Fald mener jeg, den Omhu dog
Fortjener Agt, han viser for sit Sprog;
Og at hans Strøben for at drive
Til høi Fuldkommenhed en ubeqvem
Og fattig Prosodie fortrinligviis kan blive
Som Mønster stillet hen for dem, der skrive
Med Tankeløshed Vers i Eders Hjem.
Forresten, læser blot en Linie
(Dog helst et Afsnit Vers) af Delavigne;
Vetragter dem som Prosa, om I vil:
Det skal ei kunne nægtes, at det Hele,
Hver enkelt Periode lige til
De mindste, klogt og sindrigt satte Dele
Bevæges i en rhythmisk Dands, hvori
Man træffer Smag og Tact og Melodie.