Jeg være hvem jeg vil — hvad kan ei stikke
Bag et poetisk, skjøndt uløiet Navn? —
Hin Baggesen i al Fald er jeg ikke,
Der sammensyes af Snak i Kjøbenhavn.
Jeg er den Baggesen, som Knud Du kjender,
Den Baggesen, der sand og ufortalt,
Som Fjende blot af aandelige Fjender,
I alle sine Værker sig har malt!
Bagg. saml. Skifter VI. 396.
Der ligger noget høist behageligt
I den Forvisning, at man er sig selv.
At tabe sig som Draaben i en Elv,
Har altid forekommet mig beklageligt.
Hvo gider gjerne været En saa lig,
At han ei let fra Hiin kan skille sig?
Hvo tænker ikke ved sig selv, skjøndt ofte
Han føler al sin Ringhed: „Jorden har
Aldeles intet andet Exemplar
Af Den, der dækkes af min simple Kofte.
I Nord, i Syd, i Vest, i Øst
Jeg er den eneste; det er min Trøst”.
Hvor sød er ikke Tanken: denne Næse,
Hvormed jeg lugter hvad jeg vil, er min;
Og ingen Matador i fiirspændt Chaise
Tør kalde denne fjeldne Næse sin.
Den er min Eiendom; jeg kan regjere
Og snyde den saa meget jeg har Lyst.
Jeg skjelner mig ved den og noget Mere
Fra alle Mennesker; det er min Trøst.
Hvor meget sødere maa ikke være
Den Tanke: Hvad der aander i mit Bryst,
Hvad i mit Hoved tænker — lad det være
Mit Væsen værdigt eller blot Chimaire —
Er mit med dets Fortrinlighed, dets Brost.
Og Talens Strøm, der flyder fra min Læbe
— Den løbe let, den løbe svært — er min;
Og hele Verden skal forgjæves stræbe
At kalde denne sjeldne Tale sin.
Jeg nægter ikke, dyrebare Venner!
At jeg, hvor galt
Det ogsaa stundom er mig gaaet med Alt,
Dog aldrig, tør jeg paastaae, faldt
Paa den Formodning, at mit Folk, der kjender
Mit Indres og mit Yderstes Gehalt,
Med Tiden kunde, skeptisk eller kræsen,
Forvirres i sin Tiltro til mit Væsen.
Min Individualitet
Som Menneske, som Borger, som Poet
Har altid været (skjøndt kun sjelden ændset)
Saa skarpt betegnet, saa begrændset,
Saa ganske staaende paa egne Been,
Og saa aldeles i sin Art kun een,
At Ingen, tør jeg sige,
I alle Maader kan betragtes som min Lige.
Jeg veed Enhver saa ganske sikkret mod
Forvexling med mit Jeg, at ingensinde
Har Nogen (sæt, han og ved Siden af mig stod)
Havt Møie med at finde
Sig selv, fordi jeg var i Stuen med ham inde,
Og, for Exempel, paa mit Hoved sat,
Istedetfor paa sit, naar han gik ud, sin Hat.
Hvor blev jeg da forundret, næsten slagen
Af panisk Skræk,
Da jeg erfarede (jeg troer af Dagen,
Der noget kort og tørt beretted’ Sagen)
At Folket tvivled’ om mit Ansigts Træk!
At Folket, danske Folket kunde glemme
Min engang Alle dyrebare Stemme
Og troe paa Muligheden, at min Røst
Steg fra en anden Sangers Bryst!
Hvo kan, naar Sligt er udbredt, mig betrygge
Imod hver anden Hunds halvgale Gams?
Og hvo kan ellers paa sit Firma bygge,
Naar Folket griber efter mit i Grams?
Hvo er mig Borgen for, at man i Staden,
Naar dette Riimbrev bliver publiceert,
Ei lader atter raabe høit i Gaden:
„Bah! ogsaa dette Brev er plagieert!”
Maa jeg ei frygte for, at man fornøier
Sig atter med at gribe hiin Idee,
Og, med en fattig Vittighed, maaskee
Fortæller Folk: „Hr. Knud gjør atter Løier”.
Er det da virkeligt saa let,
I vore magre Tider at beværte
Sit Publicum med kraftig Kjødmads-Ret,
For ei at nævne Frugt og Viin og Tærte?
Kan Folk i Kjøbenhavn saa tidt
(At sige Folk med fine Ganer)
Sig divertere med Fasaner
Og gjøre Fêter paa korsørske Svaner,
Naar man til Sligt har Appetit?
Kort: kan hver anden Ulk af Holmens Ulke,
Naar blot han commanderes ud,
Med samme Lethed skose Folk som Knud
Og smile, lee som han, og græde, hulke?
Og troer man, at Enhver kan løbe til
At gjøre „Riimbrev-Arieller,
Smaabitte Luneglutter, eller
Jens Baggesenske Bagateller”
I lette Vers, saasnart han vil?
Jeg synes dog isandhed, Baggehunden
Har altid, naar han gjøed’ eller beed,
Ja, naar han bare vrængede med Munden,
Et Slags Methode haft, saavidt jeg veed,
Et eget Slæng med Kroppen, naar han smeed
En Kjøter-Kat i Rendestenen ned,
En egen Air, som nok i Grunden
Just ei saa lige hos Enhver er funden.
Hvem er jeg da, naar jeg er ikke Jeg?
I hvilket Legem, hvilken jordisk Bolig
Har man sig tænkt en saa urolig,
Saa stridbar og i Hildurs Leg
Saa øvet Aand, hvis skjelmske Muse
Er ei saa overmaade let at huse?
Ja, Gud skal vide, hvor,
I hvilken Qvist-Etage, hvilken Kjælder,
Blandt hvilke Kjældermænd den Kjælne boer,
(At sige, hvis man Rygtet troer.)
I hvorom Alting er, saa vil jeg heller
End kives om en Ting, jeg veed, jeg har,
Eengang for alle give Folk mit Svar.
Jeg er mig selv, er Knud, Knud Sjællandsfar;
Jeg er mit eget Jeg, og jeg er ingen Andens;
„Vor Herres Creatur, men ikke Fandens;”
Den samme, jeg i Grunden altid var:
Den gamle Baggehund, Jens Paaskelilie,
Og hvilket andet Navn
Jeg fordum har imod og med min Villie
I det forresten brave Kjøbenhavn;
Af Gratier en Ven, Chariters Kjæledægge,
Det Godes Elsker, Hader kun af det,
Der er i Eet og Alt aldeles slet,
Og derfor tidt genegen, meer end ret,
Mig af det mindste Haab at lade gjække.
I Korthed: jeg er nu som før den Knud,
Med hvem, man siger,
Vor Vessels Enke anden Gang stod Brud,
Den Knud, der op til Evalds Hymner stiger,
Og der, iblandt sit Hjertes tusind Skud,
Har altid fundet eet, der helst sprang ud
Med Duft og Nyn og Sang for unge Piger;
Den samme Knud, der, som bekjendt,
Uagtet man til Nød ham kunde stille
Som Fløimand ved et Livvagts-Regiment,
Paa ingen Maade voxe vilde,
Men paastod, at han var bestandigt lille;
Den samme Knud, der voved’ Liv og Blod,
For Dannersprogets Rigdom at forsvare,
Og med det ubegribeligste Mod
Ved Gratiers Paladser Skildvagt stod
Og spøgede med Undergang og Fare.
Og endeligt: jeg er den samme Knud,
Der fordum var, af Guds og Kongens Naade,
Men meest paa sine Musers Bud
Den hele Verden og sig selv en — Gaade.
Men derimod er jeg paa ingen Maade
Den samme Knud, der før paa Jorden stak
I en til Slutning noget luslidt Frak,
I lange Been og i Justitsraad-Støvler,
Var stærk tilbøielig til Snuus-Tobak,
Og hvor og naar har jeg for denne Knud
Mig givet ud?
Hvo kan for Alvor troe, at jeg har prøvet,
Med Æthervingerne befæsted’ let
Som Fjer paa min Mercurius-Kaskjet,
Paany at svøbe mig i — Støvet?
Nei, elskte Venner! denne Knud
Med al hans skrøbelige, med hans svage,
Hans Menneske-Natur, hans Uro og hans Plage,
Forlængst er traadt af Eders Rækker ud.
Ham er jeg ikke; han har sluttet
Sit Regnskab af med Mennesker og Gud,
Og drømmer ikke meer i Timen og Minutet.
Jeg er hans bedre Deel, der ei af Had
Og endnu mindre blot af Trang til Mad,
Og ei af Frygt og ei af daarlig Glæde,
Men henrykt af et Vist jeg veed ei hvad
Med Muserne kan lee, med Gratierne græde —
Den Deel af Knud, som Støvets svage Baand
Ei længer binder
Til Jorden, skjøndt endnu til Jordens Minder;
Kort, hvad der følger af sig selv: hans Aand.
Min Aand kan gaae igjen; min Aand kan fødes
Paany blandt Eder i min Poesie;
Min Aand kan atter nyfødt stevnemødes
Til en fornyet Kamp mod Barbarie.
Min Aand kan stække
Endnu som fordum Vingen paa en Gaas,
Og et Rabalderfjog af Søvnen vække,
Naar han isøvne pluddrer lutter Vaas.
Min Aand kan dække
Den Kunst, jeg dyrker, med et Skjold, der end
Med Vellyd ecchogiver Skraal igjen,
Og værner — jeg vil mene, det er noget —
Om Tankens Hellighed, om Dannersproget.
At man beviser mig en ringe,
Tvetydig Tjeneste ved kjækt at bringe
Mit Gjenfærd ud af Gravcapellets Ro,
Og, kan jeg tænke, mane
For Lyset frem min Polemiks — Chicane.
— At Folket har
„Beundret et uroligt
Og blot uroligt Gjenfærd” er ei troligt:
Et heelt Folk teer sig sjelden som en Nar.
Men hvad mit Folk (ak, lad mig troe, af Anger,
For al dets Uret mod den gamle Sanger!)
Beundrer i mit Gjenfærd, er min Aand.
Det kjender atter Tonerne, der løde
Da jeg var lille, smeltende og søde;
Det troer, at føle Trykket af min Haand;
Det græder ved mit Graad, det smiler atter
Ved min af ingen Satyr lærte Latter,
Og det erindres ved mit torneløse Vid
Om min Camenes førstefødte Datter
Og Danmarks lykkeligste Tid.
Det indseer endeligt, den ældre Strid,
Uagtet al den Bitterhed, som Krige
Nødvendigt føre med (hos Jer at sige;
Thi her leverer man med Lyst et Slag)
Var ikke blot Personlighedens Sag.
Det trøstes ved den Tanke: Saar og Vunder
Og Alles Kamp mod Een, kan sandtnok tidt
Bevirke, Helten, truffet, bukker under;
Men det, hvorfor den Modige har stridt,
Den Aand, der ham besjælte, selve Tanken,
Der lynte fra hans Øie, naar han gik,
Med Sværd og Skjold og Spyd, i Skranken
Og fordred’ Hoben ud paa Hug og Stik;
Den ædleste, den bedste Deel af Striden
Er hævet over Døden, over Tiden.