”Dorothea! Dorothea!
See ei over til vor Gjenbo!
Hold dit Øie til dit Syetøi;
Det er bedst for ham og dig.”
Til vor Gjenbo! Søde Tante!
Bryder jeg mig om vor Gjenbo?
I hans Vindue staaer en Cactus;
Tankeløs jeg saae paa den.
„Tankeløs det duer sjelden;
Tankeløs er tæt ved Taarer.
Troer du ikke, jeg har mærket,
At du nikker til ham tidt?”
Nikker til vor Gjenbo? Tante!
Hans Værtinde, Madam Clausen,
Hilser undertiden over.
Naar hun nikker, nikker jeg.
— „Fløi der Noget ind ad Vinduet?” —
Ja, en Sommerfugl, en lille,
Af de nydelige hvide.
See, der fløi den ud igjen.
— „Hvad er det, mit Barn, du læser?” —
Det er nogle Vers af Winther,
En har skrevet paa mit Mønster.
Hør kun, Tante! hør, hvor smukt!
„Du, hvis Mildhed tænder Luer,
„Du, hvis Taushed dem forbyder,
„Mine tause Taarer bede
„Dig om Hjerte, Haand og Tro.
„Hvis med Afslag du mig truer,
„Hvis min Ømhed du forskyder,
„Viid, da dræber mig din Vrede.”
Er det ikke smukt? — „Aa jo.”
— „Hvad er det, mit Barn, du skriver?” —
Hvad jeg skriver? Aa, jeg navner
Kammerraadens sine Lintøi
Med en Smule chemisk Blæk.
— „Godt, men husk, at han har bed’t os
Om et Hjerte rundt om Navnet.”
Ja, jeg holder just ved Hjertet.
— „Hvad var det, du kasted’ ud?” —
Kasted’ ud? Af Vinduet, Tante?
— „ Ja, det fløi jo ned paa Gaden.”
Ned paa Gaden? ... Ak, det banker —
Skal jeg høre, hvem det er?
... Tante! søde, kjære Tante!
Der er En — jeg troer, vor Gjenbo.
Han vil tale med dig, troer jeg.
Tør han komme ... „Ja bevars!”
„Træd kun indenfor, Hr. Gjenbo.
Hent os Stole, Dorothea!
Dorothea! kan du sandse?
Skal vor kjære Gjenbo staae?
Hvad kan jeg, en stakkels Enke,
Og min Søsterdatter takke
For den altfor store Lykke,
At vi see Dem i vort Huus?”
— O, min Frue! min er Lykken!
Min, og altfor stor er Lykken!
Dette vil De selv bekjende,
Naar De veed, hvorfor jeg kom
Dorothea, Deres unge,
Elskelige Søsterdatter,
Alt i lang Tid har behersket
Mine Tanker Dag og Nat.
Hendes Ungdom, hendes Skjønhed,
Hendes bly, beskedne Sæder,
Med Forstillelse, med Falskhed
Ubekjendte, rev mig hen.
Naar om Morgenen hun hilste,
Var jeg glad for hele Dagen.
Naar om Aftenen hun smiilte,
Sov jeg sødt den hele Nat.
Men, naar blot et Ord jeg talte,
Slog hun Øiet ned blufærdig.
Selv at møde mig hun undgik,
Altid bly og altid taus.
Endelig idag jeg lagde
I et lille Brev min Skjebne,
Kastede det ind ad Vinduet,
Og, o Himmel, jeg fik Svar.
See, paa dette fine Linned,
Som hun nys lod falde til mig,
Har hun skrevet mig min Lykke
Med en Skrift, der ei gaaer ud.
Med en Skrift, der i mit Indre
Som paa dette fine Linned
Uudslettelig er fæstet,
Disse søde Ord hun skrev:
„Hvis vor unge Gjenboes Hjerte
„Svarer til hans tause Taarer,
„Hvis hans Ord er meent oprigtig
„Er jeg hans i Liv og Død.
„Hvis han leger med min Smerte,
„Hvis med Løfter han mig daarer,
„Angrer jeg, at uforsigtig
„Jeg idag min Taushed brød.”
Disse søde Ord hun skrev mig;
Alle til min Sjæl de trængte.
Her, paa mine Knæ, jeg lægger
Mig og Mit for hendes Fod.
— „Dorothea! Dorothea!
Slemme, kjære Søsterdatter!
Det var altsaa Sommerfuglen,
Som du sagde mig fløi ind.
Og paa denne Viis du navner
Kammerraadens fine Linned,
Tænker aldrig paa vor Gjenbo —
Pas nu paa, og hør din Straf!
Hvis du elsker ham, saa tag ham!
Hvis du tager ham, saa skynd dig!
Ellers kaster du af Vinduet
Alt mit stakkels Syetøi ud.
Bruger ellers alt mit Linned
Som Papir til Elskovsbreve,
Ødsler med mit præpareerte,
Dyre Blæk, som var det Vand.
Tag ham da, men husk bestandig,
At det Løfte, du har aflagt,
Uudsletteligt bør være
Som det Blæk, hvormed du skrev.