Mimi Collin
(1843)
(1843)
Dengang hun laae og leed, af Ømhed pleiet,
Af Kjærlighed begrædt,
Da traadte Dødens Engel hen til Leiet,
Umærkelig og let.
Med omvendt Fakkel, i forklaret Smerte,
Han lagde taus sin Haand
Paa Mimis fromme, nu saa matte Hjerte,
Og løsned’ Støvets Baand.
Og løfted’ mildt paa Armene den Spæde,
Og sagde: „Mimi! giv
„Et Kys til dem, der elske dig, der græde,
„Der ængstes for dit Liv.
„Lad dette Kys dem sige, at til Livet
„Med dig din Fører gaaer,
„Og at det Tabte vorder atter givet,
„Naar Gjensyns-Timen slaaer.”
Og from og klog og med et Smiil hun rækked’
Til Kys den lille Mund.
Men Dødens Bleghed denne Mund bedækked’,
Og Øiet faldt i Blund.
En Lilieknop, for tidlig, ak! udsprunget,
Det skjønne Hoved gled
Til Englens Bryst, af Smerten ubetvunget,
Forklart i Dødens Fred.