Imens jeg griber i Strengene let
Og synger med freidigt Bryst,
Mit smukke Barn, du sidder forgrædt,
Bliver bleg, naar jeg hæver min Røst.
Imens jeg skildrer med henrykt Aand
De Syner, min Ungdom saae,
Du holder for Øinene sky din Haand,
Som vilde du ei mig forstaae.
Med Eet du standser Citherens Klang,
Og forstyrret du paa mig seer.
Du siger, jeg gjør dig ondt med min Sang,
Du beder: O, syng ikke meer!
Den bittre Sorg, du søger at flye
Og fordølger dybt i dit Bryst,
Den, klager du, kalder min Sang paany
Til Liv og giver den Røst.
Du siger, jeg vækker Erindrings Gud,
Som du haabede, længst var død.
Af dit Hjertes Afkrog lokker jeg ud
En skjult, en hemmelig Nød.
Til mig du kom med Tillid og Tro,
For at trøstes ved Citherens Klang;
Og nu har jeg grumt forstyrret din Ro
Med en sød, forførerisk Sang.
— Mit Barn, jeg sidder ved alfar Vei
Og synger saa godt jeg formaaer.
Hvo der hører paa mig, det veed ikke jeg,
Hvo der kommer og hvo der gaaer.
Saa lidt som jeg sidder her for at sees,
Saa lidet jeg agter paa,
Hvo der nærmer sig til den sluttede Kreds,
Og hvorhen mine Toner naae.
See, Regn og Solskin, Uveir og Vind
Med Himlens Velsignelser gaae.
Men Regnen kan falde fordærvelig ind,
Og Stormen et Fartøi slaae.
Og Lynet, Skyens rensende Magt,
Kan antænde Kirkens Taarn;
Og Solen selv, dens gavmilde Pragt
Kan afsvie Bondens Korn.
Som Regn og Solskin, Uveir og Vind
Og som de med Velsignelsens Kald,
Gaaer Digterens Sang i Verden ind,
Og ved ham den forherliges skal.
Han deler den ud med gavmild Haand
Og spørger ei om, til hvem.
Saa Mange, der samles med lyttende Aand,
Han skifter sin Skat med dem.
Som Regn og Solskin, Uveir og Vind
Maa min Sang i Verden gaae ud;
Og hvad min Genius giver mig ind,
Det synger jeg, glad ved dens Bud.
Men ikke jeg veed, og spørger ei om,
Hvad min Sang i Verden formaaer;
Om den lyder for En som en straffende Dom,
Og en Anden Himmelen spaaer.
Jeg sidder her ved den alfare Vei
Og synger om Længsel og Savn;
Jeg giver af Glæden et Contrafei,
Og Sorgen jeg tager i Favn.
Gjennem Himmel og Jord jeg styrer min Gang;
Thi stort er Sangens Terrain.
Men ikke jeg veed, om hos En min Sang
Berører en smertelig Streng.