Das Menschenvolk nu mich ennuyieret,
Ja, selbst der Freund, der sonst passabel.
Das kommt, meil man Madame titulieret
Mein süßes Liebchen, so süß und aimabel.
H. Heine.
Jeg hører tidt af en og anden Ven,
Jeg ansees for den lykkeligste Brygger;
At Alting føier mig hvor jeg vil hen.
— Nei, Godtfolk! jeg veed bedst, hvor Skoen trykker.
Vel er det sandt, jeg har min egen Gaard,
Og uden Priroteter og Restancer.
I Stalden begge mine Bæster staae;
Og spændes de for Vogn, pas paa, de dandser.
Jeg har en Rid’hest for min egen Mund,
En holsteensk Kurvevogn med fire Sæder.
Hver Søndag ta’er vi ud til Slottenlund
Og frydes ved Naturens mange Glæder.
Og sandt det er, jeg har en Deel forud;
For hvor jeg kommer, bli’er jeg respecteret.
Min ældste Søn stod øverst, det veed Gud!
Da han i Paasken sidst blev confirmeret.
— Men hermed er det ikke gjort. Enhver,
Om ogsaa Lykken føied’ ham forresten,
Maa dog bekjende, at hun her og der
Har endnu mere favriseret Næsten.
See, nu er jeg en grumme holden Mand
Og commanderer glatvæk i min Stue.
Hvad hjælper det? naar jeg dog aldrig kan
Faae Kjællingen derhjemme gjort til Frue.
Og hvad der egentligt er værst derved,
For ellers jeg mig Pokker derom kerer,
Det er just det, at de, vi omgaaes med,
Er næsten lutter Borger-Officerer.
Og har vi saa engang lidt Maskepi,
Lidt Selskab, som jeg sætter med det samme,
Er Mutter i det hele Compagnie
Vor Herre Død den eneste Madame.
See, det kreperer! det veed Gud det gjør!
Og derfor er det evige Capitel,
Min Kone standser ved, naar blot hun tør,
At jeg partout maa skaffe mig en Titel.
Men det er ikke gjort som sagt, Machere!
Folk er saa curiøse her i Staden.
Jeg troer, man finder før en Secretair
End Karlens Titel liggende paa Gaden.
For, skjøndt jeg tidt har speculeret paa
Adskilligt, som jeg tænkte skulde gjør’et,
Jeg mærker, det vil ikke rigtig gaae,
Hvor meget jeg endog har villet smøre’t.
Som nu at blive Borger-Officeer,
Det har jeg selv fordærvet med Attesten.
Jeg svoer mig fri — som det saa ofte skeer
Og gik med spanske Fluer under Vesten.
— Forøvrigt maa jeg sige til min Trøst,
At de, vi omgaaes med, de er’ galante.
De sige Frue, saa det er en Lyst,
Til Kjællingen og til min rige Tante.
En fornem Mand — I kjender ham, jeg troer;
Han sidder i Collegiet den samme —
Han siger, naar han spiser ved vort Bord,
For ingen Priis til Kjællingen Madame.
Og ellers Fleer, der spise tidt hos os
Og kjende rigtigt til den fine Tone,
De sige, Rangforordningen til Trods,
Min lille, rare Frue til min Kone.
Men — denne Herlighed er ikke stor;
For mens min stakkels Kone staaer og neier,
Stu’pigen, seer jeg, lurer udenfor
Og fniser, mens hun lader som hun feier.
Nee! det har ingen Art! Det er for galt!
Jeg har nu altid holdt af det Reelle:
Kan jeg ei brygge med mit eget Malt,
Saa la’er jeg være, det kan jeg fortælle!