Henrik Hertz (1797–1870)

    Det er tungt, at de, vi elske, kunne

Rives fra vor Side; det er tungt,

At et haabfuldt, elskeligt og ungt

Liv saa pludselig kan gaae tilgrunde;

At en Hustrus Ømhed, Hjemmets Lykke

Ei mod Dødens Rædsler kan betrygge.

    Det er tungt, at Mennesket maa grue

For at elske varmt og ømt en Ven,

Ængstes for at give heelt sig hen:

Dette Liv et Vindpust kan forkue!

Et Secund: med omvendt Fakkel græder

Engelen ved vore hedste Glæder!

    Var det gjort med denne Verden; hviilte

Ei bag Fremtids Tæppe skjult et Haab,

Vee os da! som et fortvivlet Raab

Vore Klager da mod Himlen iilte.

Men ved Tabet mildner det vor Klage:

Engang skal det gives os tilbage!