Oblaten taler:
Læg i Dit Brev et venligt Blik,
Din Tales Sødhed og en tænksom Mine;
Læg Hjertets Varme, du som Medgift fik,
Og Læbens Smiil, der giver Glands til hine;
Læg, hvis Du vil, deri et Lunes Hast,
Som Du med større Hast igjen fortryder —
Din Villie, mild som umild, glad jeg lyder,
Og lukker Brevet, fromt og fast.