Til C. E. F. Weyse
(Afsjungen i Anledning af hans Jubilæum ved Musik-Foreningens Concert den 6te April 1842)
(Afsjungen i Anledning af hans Jubilæum ved Musik-Foreningens Concert den 6te April 1842)
Det suser helligt i den Lund,
Hvor Tonekunstens Aander svæve.
I Andagts aarle Morgenstund
Mod Himlen Psalmerne sig hæve.
Til Zebaoth, til Naadens Hjem
En Strøm af Toner løfter dem,
Som i et Chor af Instrumenter;
En Strøm af Toner, lokked’ frem
Med Mesterhaand fra Orgelets Tangenter.
Det klinger muntert, klinger sødt
I Lunden, alt som Solen stiger.
Og stundom heftigt, stundom blødt
I Savn og Attraa Tonen higer.
Og Jordens Smerte, Jordens Lyst
Forklares i et jordisk Bryst
Til Klangen af et fuldt Orchester,
Og styres med en mægtig Røst
Af Instrumenternes og Sangens Mester.
Og atter klinger, men saa mild,
En Sang til Strengeleg fra Lunden,
Mens atter Middagshedens Ild
Er i en kjølig Aften svunden.
Og fri og fro, med Lyren stemt
Til Alvor snart og snart til Skjemt,
Den gamle Mester Strengen griber —
En Minstrel, i hvis Bryst er gjemt
Romancerne for Amor og for Liber.
O Weyse! Du, hvis Musa drog
Til Andagt os med Orgelskemmer,
Og under Sangens Vinger tog
Den Fryd og Klage, Jorden gjemmer,
Skjøndt Jubelolding fro og fri,
Ung i et evig ungt Genie,
Som alle Musers Chor bekrandser,
O lyt med Velbehag, mens vi
Vor Hyldest bringe Dig i Sangens Stanzer.