Den dagmilder over Jorden haard,
Den kommer, den kommer den liflige Vaar!
Fornyet aander hele vor Egn,
Solstraalerne synke som gylden Regn.
Nu bræmmes Skyen af purpurne Kanter,
Det mylrer af Jorden med Græs og Planter.
Fra Træet pipper, munter og glad,
Hvert Øieblik ud et nysgjerrigt Blad.
Endnu ei Duggen de Nyfødte døbte,
De er’ lidt forknytte, som Børn, der er svøbte.
See hist, af Puppen en Sommerfugl slap,
Lidt skjævt den flyver med Vinden omkap.
Og Bølger i Havet syngende gaae;
Der svømme fornøiet Fiskene smaa.
— Ja Vaaren er kommen, Fuglen det sjunger,
Gjenfødelsen prises af tusinde Tunger.
Naturen fødes paany hvert Aar.
Vi Mennesker har kun en eneste Vaar.
Kun eengang Drengens og Ynglingens Øie
Erobrer en Verden foruden Møie.
Kun eengang svulmer i ubevidst Lyst
Jomfruelig fuldt et qvindeligt Bryst.
Kun eengang leger det med en Smerte,
Der snart skal tvinge det skjælvende Hjerte.
Som Foraarets Sol er varm og mild,
Men brænder ei med fordærvelig Ild,
Saaledes Menneskets Vaar bevæge
De mildeste Straaler, der varme og qvæge.
Med Blomster smykkes den duftende Vaar,
Med Blomster Pigens og Ynglingens Haar.
End slumrer stille Sandsernes Lyst,
Uskyldighed dækker et ubedæk’t Bryst.
Endnu fra Himmelen Engle komme,
Til Menneskets Lege svæve de ned.
Endnu kan Engelen glædes derved,
Endnu — indtil Menneskets Vaar er omme.