Den friske, den kjølige Foraarsvind,
Der leged’ i Toppen af Bøg og Lind,
Og Luftens liflige Mildhed viger,
Jo høiere Solen paa Himlen stiger.
Der er i Jorden en mørkelig Kraft,
Der vidt og uudtømmelig bredes.
Det er ved den, at Kilderne ledes
Til Plantens Rødder med rigelig Saft.
Og Kilderne Rødder af Træet amme,
Og løfte sig i usynlig Flugt,
Og Green og Qviste med Blad og Frugt
Drives ved dem af Træernes Stamme.
Et eenligt Frø, der ligger i Jord,
En Stikling, Gartnerens Omhu satte,
Gribes af Kræfter, Ingen kan fatte,
Spirer vidunderligt, trives og groer.
Hiint Frøkorn bryder den faste Jord,
Bryder med spæde, spirende Blade
— Hvo gav dem Styrke? — den hæmmende Flade,
Voxer og sætter Blomster i Flor.
— En slig ugrandskelig Magt og Styrke
Gaves den Jord, vi Mennesker dyrke.
Men disse Kræfter, Naturen har lagt
I Jordens Skjød, i Safternes Kilde,
Længes endnu efter Varmens Magt,
Trænge til Solen, den stærke, den milde.
Og derfor synker Solstraalen ned,
Ved Midsommers Tider, brændende heed.
Og Varmen lægger sig bredt over Landet,
Trænger igjennem den dampende Jord,
Dvæler, hvor Planten i Stilhed groer,
Og svangrer Luften og heder Vandet.
Den drømmende, den fordybede Luft
Vugger sig mat i Blomsternes Duft.
Paa Markens solbestraalede Flader
Ikkun et Insekt Vingerne bader.
Selv Fuglene smaa i Buskene bygge
Og tye til Bladenes kjølige Skygge.
Nu synes Naturens Hjerte at slaae
Med fuldere Pulsslag. Hedere gaae
Straaler fra Solen ud over Landet,
Og hedere løftes Dampen af Vandet.
Fra hiin betyngede, lave Sky
Lynene lidenskabeligt flye.
Det er som Kærligheds frugtbare Varme
Vil favne Jorden med Almagts Arme.
Og Jorden, greben af Solens Magt,
Udfolder nu sin ypperste Pragt.
De gyldne Straaler daglig forgylde
Kornet, der gynger i herlig Fylde.
Frugterne rødme paa Green og Qvist,
Rosen blusser bag Buskene hist.
Urter og Planter, og Alt hvad der drives
Paa Marker og Enge, mærkelig trives.
Med dette Billed, der for os staaer,
Vil vi betragte Menneskets Kaar.
Naar Vaaren er endt, den fagre, da kommer
I Menneskets Liv den rigere Sommer:
En Tid, der sprudler af Kraft, en Tid,
Hvor Aand og Legeme søger sin Næring
I overstrømmende Kræfters Gjæring,
Og modnes under mangfoldig Strid.
Det Frø, der lagdes i Menneskets Vaar,
I Sommeren mod Fuldendelsen gaaer.
De Spirer, der i Ynglingen gjemmes,
I Manddoms-Aarene kraftig fremmes.
En himmelsk Varme, en Ild fra oven,
Trænger igjennem hans Aand og Hu;
Ingen Skranke hæmmer ham nu,
En Hindring gjør ham kun meer forvoven.
Hans Sjæl begejstres for hver Bedrift,
Udført ved Sværdet, ved Ord eller Skrift;
Begeistres for det Skjønne, det Gode,
Drømmer om Fortids glimrende Ry,
Higer at naae det usikkre Ny,
Sværmer med Skyerne hist, der flye,
Sværmer med Stjernens beboede Klode.
Den Tid er vældig, frugtbar og rig,
Men mangefold fristet. Lynene drage
Gjennem de varmt bestraalede Dage,
True med Oprør, true med Krig.
Uskylds Engel ei længere holder
Vagt ved et ungt og ubedæk’t Bryst;
Mennesket dølger sin Sorg, sin Lyst
Undseelig under en Klædnings Folder.
Hvad Manden og Qvinden end ei vidste,
Det vide de nu: der hviler i os
En hemmelig Magt, der søger at friste
Og byder vort bedre Vidende Trods.
Kjærlighed vaagner, Skinsygen raader,
Hadet melder sig, Had og Nid,
I Hjertet byder en herskesyg Tid,
Og Tænkningen mattes af Livets Gaader.
En heftig, en lidenskabelig Iid
Er i Naturens og Menneskets Sommer;
Kraften ægger dem begge til Strid —
Ind til en stillere Fredstid kommer.