Uppsala
Mel. Herligt, en Sommernat.
Mel. Herligt, en Sommernat.
Hen over Havet skal
Fjernt over Fyrrisvall
Toner fra Øresund drage,
Svulmende mægtige
Over den prægtige
Høiskoles ældgamle Tage.
Midt i en streng Natur
Stiger dens gamle Muur
Op mellem Granernes Kroner.
Tryg under Fjeldets Ly,
Stolt af et evigt Ry,
Herlig i Dalen den throner.
Streng som dens Fosterjord
Stirred’ den ud i Nord,
Eens under Tidens Forandring.
Men fra det strenge Blik
Lyn over Verden gik,
Gik der Ideer paa Vandring.
Ind i Naturens Dyb,
Ned til det mindste Kryb
Trængte dens ordnende Tanke;
Skilte det stridige,
Løste det smidige
Grundelement fra dets Skranke.
Lifligt dens Læresal
Tolked’ for Bjerg og Dal
Krønikens Røster forbundne;
Trængte til fjerne Strand,
Viste, at Folk og Land
Suger sin Kraft af det Svundne.
Længe ved Fyrrisaa
Fremmed for os den laae,
Fiernet ved Tidernes Spaltning.
Nu er den atter vor!
Fordom er vegen for
Dristige Tankers Gestaltning.
Nu fra det hele Nord
Trefold gaaer ud et Chor,
Samlet ved Øresunds Vande.
Nu fra dens Sønners Bryst,
Varmt af Begeistrings Lyst,
Stemmer med vore sig blande.
Hen over Fyrrisvall
Stemmerne stige skal
klart gjennem Tonernes Scala,
Svulmende mægtige
Hilse den prægtige,
Liljen i Dalen, Uppsala!