Solen gaaer mod Havet ned,
Kaster Guld derover.
Let mod Landets jævne Bred
Slaae de lange Vover.
Fjernt derude Bølger gaae
Smukt med Purpur i det Blaa.
Snart er Dagen atter endt,
I dens Død er Mildhed.
Nattens Bud os vorder sendt
Kun i Fuglens Stilhed.
Klar som Dagen, men saa lyst,
Nærmer Natten sig vor Kyst.
Sommeraften! du, som tidt
Favned’ mig fortroligt,
Du, som veed, hvad jeg har liidt,
Gjør mit Hjerte roligt!
Af din Hvile, af din Fred
Send til mig en Straale ned!