Kalliope
→
Poets
→
Inga Nalbandiàn
→
First lines
Inga Nalbandiàn
(1879–1929)
Works
Poem titles
First lines
References
Biography
Søg
A
Aldrig blir jeg dog træt af at tale med dig
At skulle visne i min Alders Blomst
B
Blandt alle de Minder, som ejer
Bunden ligger min Smerte
D
De sidste Aftenskær blegnede brat
De siger, du er savnet
Der staar en Mor paa Stambuls Banegaard
Der staar en Poppel i de dødes Have
Der staar paa Bordet foran mig et Billed
Det blæser mig i Nakken
Det blaaner over Mjøsen
Det er Dag, det er Dag!
Det er Vinhøstens Tid. Det vælder
Det gungrer ved Gry
Det suser i Danmarks Skove, — med dyb og skælvende Lyd
Det suser, suser i Skoven
Det vrimler og knager og brager med Baade
Digtet er det, som du vidste, laa dybest
Du dejlige, dybe Skov!
Du ejer saa rigt et Livsmod
Du er den unge, slanke
Du glemmer dem aldrig — de første To
Du husker ikke andet end, at her du staar
Du kære, gamle Hansestad
Du lille Sti af Lyng og Lærk
Du Morgenens Lys, du Retfærdigheds Sol!
Du siger, jeg er som Granen
Du tog mig op paa det højeste Bjerg
Dybt bagved Dagens Gerning
E
Ensomhed
Er noget saa blankt, saa bundløst blaat
Et Hav af snehvide Tinder
F
Fjernt mod Himlens Soldis stiger
Fra Bjergenes Høje er den glødende Sol staaet op
Fra den Dag, da den gode Gud værdigedes at indblæse
G
Gik din Elskede bort
Gyldne, gyldne og røde
H
Herre! Hav Barmhjertighed med os!
Herren kom, han sad paa den sorte Sky
Hjem, hvor er hjem?
Hvem nærede mit spæde Liv
Hvem søger du, min blide Moder?
Hvis Ulykken var kommet fra Mennesker
Hvor man er To, der sætter Værn
I
I de lyse Nætter
I den første, vilde Smerte
Imellem to aabne Arme
Inde bag Fjeldenes store
J
Ja, du hviskende Skov
Jeg drømmer mig ofte hjemme
Jeg flakker ene langs med Moder Arax’s øde Bredder
Jeg har kun een Drøm: at naa mit Maal!
Jeg har lavet Pillaf i min Gryde
Jeg kender mig igen! Hid gik min Længsel
Jeg saa dig to Sekunder — og forstod dig
Jeg vandred ud ved Morgengry
Jeg var det vilde Kvædetræ
Jeg ved det. Og alle de døde Dage
Jeg vilde gerne være den gyldne Due
K
Kom Sol, og træng igennem
Kom Vaar, kom Vaar, du unge!
L
Langt — langt borte ser jeg to Øjne graa —
Lette Morgenbrise, hvor du vifter stille
M
Med saadant et Sus over Lyngen
Min Elskede, du ser paa mig og smiler
Min lille, min lille
Min Sjæl nu løfter sig ung og fri
Mine Børn, mit Hjertes Kære, flakker i Verden vide
Mit friske, unge Granatæbletræ.
Mit første Hjem ved Nordens lyse Strand
Mit Hav, du stærke, store
Mit Hjerte er et Barn, som græder
Mod Aften ringe de Klokker smaa
Mon Alt er visnet derhjemme
Mor — dit Haar er hvidt!
Myrdet ved Pinsler
Maaske var der eet, eet eneste
N
Nat — dit Blik er dybt
Ned bag de mørknende Fjelde
Nu begynder de — de sorte Nætter
Nu gulnes min Røn paa Gærdet
Naar Dagen er omme og Mørket har lagt
O
Og der gik en gammel, gammel Kvinde
Og du kom —! Og Solen lyste
Og vi vandrede vidt over stenede Ur
Og Vaaren kom!
Om den mægtige Død har løftet sin Haand
Over hele Jorden
P
Prøv at faa Mod til at huske
S
Sahag oppe paa Bjerget
Sammensunken sidder du, der hvor Vejene krydses.
Sankt Hans er over. Nu tier
Se, Solen har sænket
Sikkert jeg véd, vil det bære frem
Som de lange, dybe Dønninger
Sov — Sov!
Stille vil, med simple Ord
Sus i Æblehave
Syng, Fjeldfugl, syng paa de høje Tinder!
Saa gaar det ned, i Spring og Løb
Saa gaar jeg ud ved Nat ad Drømmens Veje
Saa stille og saa stor
Saa stor en Stilhed og saa tyst en Taushed.
Saa tager vi To hinanden ved Haand
T
Themsen ligger nattestum og stille
Tung af Aartusinders Taushed
Tung er Dagens Byrde
Tyst her i Skovens dybe
U
Underligt stille og dødt i min Have i Aar
V
Vel jeg véd, at Verden
Vide gad jeg gerne
Vort første, lille Juletræ
Vort Hus er helt af Jærn
Æ
Ære være Dig, Herre! Vor Gud og vort dyre Skjold!
Å
Aa nej, hvor staar de friske!
Aa nej, aa nej, der er ingen, der vover